4.500 oste er blevet smidt ud efter VM i ost
Flere end 4.500 forskellige oste er blevet smidt ud, efter at årets verdensmesterskab i ost er blevet afviklet i den norske by Trondheim.
Det skriver norske Dagbladet og svenske Aftonbladet søndag.
Osteteknologen Pascale Baudonnel, som er tidligere dommer ved VM i ost, skriver på Facebook, at hun vurderer, at flere tons ost er røget i skraldespanden efter konkurrencen.
- Det værste ved oste-VM er madspild. Jeg anslår, at seks til otte tons ost af høj kvalitet er gået til "energiproduktion" efter ostefesten på grund af Mattilsynets (den norske fødevarestyrelse, red.) rigide fortolkning af reglerne.
Også i 2018, da VM i ost blev holdt i Bergen i Norge, adresserede Pascale Baudonnel konkurrencens massive madspild.
Hun oplevede, at hendes opsang ikke gjorde en forskel. Det siger hun til Dagbladet.
- Dette er ikke et angreb på arrangøren, men på bureaukratiet og Mattilsynet, som ikke kan se løsninger.
Ifølge osteteknologen er den norske pendant til Fødevarestyrelsens regler alt for strenge.
Desuden mener hun, at Mattilsynet er ”en tung og magtfuld spiller, som har fået alt for meget magt i samfundet”.
250 dommere fra en række lande har været med til at kåre verdens bedste ost i 2023. Konkurrencen blev holdt fra 26. til 28. oktober.
Årets vinder er blåskimmelosten Nidelvan Blå fra det norske gårdmejeri Gangstad Gårdsysteri.
Også det svenske gårdmejeri Jan-Ols Geten vandt priser ved årets VM i ost.
Mikaela Janolsgården, som var med til at repræsentere Jan-Ols Geten, fortæller Aftonbladet, at hun ikke var klar over, at tusindvis af oste blev smidt ud efter konkurrencen.
Derudover siger hun, at flere af ostene havde stået ude længe og formentlig var blevet dårlige.
- Nogle oste, såsom bløde oste, kan ikke gemmes, hvis de har været ude i lang tid. Til gengæld kan nogle hårde oste klare det, lyder det fra Mikaela Janolsgården.
/ritzau/