23948sdkhjf

134 mio. kr. til grønne fødevareprojekter

GUDP-ordningen under Fødevareministeriet har netop uddelt 134 millioner kroner til 25 nyskabende fødevareprojekter.
Der er netop uddelt 134 mio. kr. til projekter i fødevaresektoren, der gavner både miljø og konkurrenceevne. Pengene er uddelt gennem Grønt Udvikling- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Fødevareministeriet.

Et nyt projekt skal udvikle en vifte af proteiner fra danske afgrøder, der kan erstatte protein fra dyr og importeret soja.

Samtidig er ideen at skabe en værktøjskasse, der kan bruges til at udvikle helt nye produkter – det kan være produkter uden gluten til glutenallergikere eller proteinrige produkter til eksempelvis ældre, syge eller sportsudøvere, der har brug for specialdesignede energikompakte produkter.

Det er blot ét af 25 projekter, der samlet har modtaget 134 mio. kr. gennem GUDP-ordningen under Fødevareministeriet. Pengene skal skabe arbejdspladser gennem grønne og nytænkende projekter i fødevaresektoren til gavn for miljø og mennesker.

- I vores projekt bliver planteproteinerne skånsomt udvundet af danskdyrkede afgrøder fx bælgplanter og raps. Vi håber at udvikle alternativer til animalske proteiner som fx valleprotein samt proteiner der kan erstatte soja, da det både vil gavne miljøet og forarbejdningen af fremtidens fødevareproduktion, siger Eleonora Miquel Becker.

Hun er projektleder og faglig leder på Teknologisk Institut, der gennemfører projektet sammen med en række fødevare- og teknologi producenter.

Ekstra fokus på forarbejdning
Samtidig er der yderligere 67 mio. kr. på vej til den næste uddeling af GUDP-midler. Regeringen og Enhedslisten har øremærket pengene til forarbejdningsområdet.

Der er ansøgningsfrist for interesserede virksomheder, forskere og producenter den 18. september 2013, og de 67 mio. kr. skal bruges til at skabe vækst og arbejdspladser.

- Med den øremærkede bevilling har vi nu mulighed for at sætte ekstra fokus på udviklingen i forarbejdningssektoren, som både Natur- og Landbrugskommissionen og Vækstteam for Fødevarer netop har peget på, som et relevant område for at skabe mere vækst, beskæftigelse og ressourceeffektivitet i det danske fødevareerhverv, siger Lars Frederiksen.

Den 10. september 2013 sætter GUDP fokus på den allernyeste viden om ressourceeffektivitet i forarbejdningssektoren, grøn nytænkning og bidrag til vækstskabende idéudvikling ved GUDP konferencen ”Udviklingspotentialer i forarbejdningssektoren – grøn omstilling fra jord til bord”.

Læs mere om GUDP på fvm.dk/gudp
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141