Royal Unibrew køber finsk bryggeri
Bryggerikoncernen har købt Oy Hartwell Ab, som er Finlands næststørste bryggerikoncern.
Købsprisen er på 2,8 mia. kr., og købet er et led i Royal Unibrews strategi om at være en fokuseret og stærk regional bryggerivirksomhed med markedsledende positioner inden for øl, malt- og læskedrikke i Norden og Baltikum, suppleret af stærke nichepositioner på fx det italienske super-premium marked og de internationale markeder for maltdrikke.
- Vi har respekt for Hartwalls markedsposition, stærke mærker og betydelige innovation, og købet af Hartwall understøtter Royal Unibrews strategi rigtig godt. Hartwall og det finske marked har mange lighedspunkter med vores danske forretning, og vi er overbeviste om, at vi som langsigtet og fokuseret ejer i et tæt parløb med ledelse og medarbejdere kan styrke Hartwall kommercielt og operationelt og dermed sikre en bedre indtjening, siger CEO Henrik Brandt, Royal Unibrew.
Hartwall er en multi-beverage virksomhed med et bredt sortiment. Med en række egne mærker og internationale mærker er Hartwall markedsleder i kategorierne kildevand, cider og Ready To Drink samt nummer to inden for øl, læskedrikke og energidrikke i Finland. Ikke-alkoholiske drikke udgør 43 procent af omsætningen, mens øl, cider og RTD samlet står for 44 procent af omsætningen. Det resterende 13 procent af omsætningen skabes af forretningsenheden Hartwa-Trade, som har agenturer for en række internationale spiritus- og vinmærker.