Nyt om navne: Ny salgschef til Løgismose Vin
Løgismose vin A/S har pr. 1. august 2013 ansat Remi Sahner som salgschef for erhvervs-, hotel og restaurantsegmentet på Fyn og i Jylland.
Remi Sahner har senest været tilknyttet det danske professionelle cykelhold, Concordia Forsikring Riwal, som kommerciel direktør.
Foruden en solid ballast og et stort branchekendskab, er Remi faguddannet tjener, og startede sin karriere på Bygholm Parkhotel i Horsens.
I forbindelse med uddannelsen fik Remi skærpet sin interesse for vin og besluttede sig for at gøre den til sin levevej. Turen gik over Den Kongelige Livgarde i Høvelte, efterfulgt af seks år som overtjener på Hotel Faaborg Fjord.
I 1996 tog Remi Sahner endelig springet til vinbranchen, og startede hos DZ Wine med opbygning af salg til erhvervssegmentet. Herefter fulgte to år hos E.S. Johansens Vinhandel i Odense, som Salgschef med ansvar for erhvervs-, hotel og restaurantsegmentet, hvorefter han i 2002 startede hos H.J. Hansen Vin A/S som Account Manager.
Privat bor Remi Sahner (f. 1968) sammen med sin kone Christina og to børn, Caroline Amalie på 16 år og Niels-William på 9 år. Fritidsinteresserne omfatter cykling og skiløb, mad og vin samt ferierejser til Sydfrankrig.