Indkøbsaftaler blokerer for økologisk mad
Uhensigtsmæssige indkøbsaftaler og mangel på viden blokerer for brug af lokale økologiske fødevarer i offentlige danske køkkener. Det skal 17 millioner støttekroner nu ændre på.
Initiativet til at få flere lokalt producerede fødevarer ind i de offentlige indkøb kommer fra Fødevareministeriet og regeringen, som i forbindelse med Grøn Vækst planen har stillet 17 millioner kroner til rådighed for det nye program.
I forvejen har AAU-forskergruppen FINe (Foodscapes, Innovation & Networks) på Aalborg Universitet i København fået syv millioner til projekter om økologisk omstilling, og det kommer i den kommende tid også deltagerne i det nye program til gode. Forskerne skal via såkaldte ”Living Food Labs” dele ud af den omfangsrige viden om økologi i skolemadsordninger, daginstitutioner, kantiner og hospitaler, som de har opbygget gennem flere års danske og udenlandske studier og samarbejder.
Ny forskning fra forskergruppen viser, at én af de helt store barrierer for økologisk omstilling er den måde, de offentlige indkøbsaftaler bliver praktiseret på i Danmark. Byer som Rom og Bristol har succes med ambitiøse offentlige økologiske omstillinger med lokale økologiske varer. FINe-gruppen har flere forskningsprojekter i samarbejde med forskere og nøgleaktører disse steder, og viden herfra vil ifølge professor og projektleder Niels Heine Kristensen være værdifuld for Fødevareministerens nye initiativ med lokalt produceret mad:
- Vi har nu en meget konkret viden om hvordan man i forbindelse med offentlige indkøb kan sikre en større andel lokalt producerede fødevarer i det offentliges indkøb uden at komme på kant med indkøbsforordningerne. Når man udarbejder indkøbsaftaler, er det naturligvis væsentligt, at de bygger på et troværdigt og veldokumenteret grundlag. Den viden vil vi gerne stille til rådighed for regeringens nye Task Force og indsats på dette område, siger Niels Heine Kristensen.
Reduceret transport gavner miljøet
Mens skoler, daginstitutioner og hospitaler har været repræsenterede i tidligere pilotprojekter, kommer andre typer offentlige institutioner som studenterkantiner og fængselsvæsenets køkkener og kantiner nu med via AAU’s nyeste samarbejde. Målsætningen er en miljøgevinst, og der er særligt fokus på at reducere transporten af mad, forklarer fødevareprofessoren:
- En af de helt store udfordringer i den økologiske omstilling af det offentlige indkøb af fødevarer er at sikre, at det også kommer miljøet til gavn. I mange andre europæiske lande har man flere års erfaringer med økologi i det offentlige indkøb. Vi ved fra vores egne undersøgelser og besøg, at det i mange tilfælde er lykkedes for dem at sikre, at det også sker med lokalt producerede økologiske varer. Det betyder, at transportens belastning af miljøet kan reduceres væsentligt, fordi efterspørgslen på økologiske fødevarer går til producenter og økologisk jordbrug i nærområdet. Det vil få danske landmænds interesse for omlægning til økologi til at stige, og herved vil vi også opnå en klar reduktion i belastning med pesticider og andre miljøbelastende stoffer, vurderer Niels Heine Kristensen.