Sun Lolly-producenter skal sælge havredrik
Den danske læskedrikproducent CO-RO, som blandt andet står bag den kendte Sun Lolly frys-selv is, har indgået samarbejde med virksomheden Dryk om at varetage Dryks salg af havre- og ærtedrikke til den danske detailhandel.
Det oplyser virksomhederne i en pressemeddelelse.
Aftalen træder i kraft d. 1. maj og består i, at CO-RO’s salgsorganisation skal håndtere listning i detailkæderne samt udarbejdelse af kampagner og udstillinger af Dryks produkter i butikkerne.
For CO-RO er det nyt at varetage salg af produkter i Danmark, der ikke er virksomhedens egne, men hos CO-RO ser man samarbejdet som en spændende mulighed:
- Salget af Sun Lolly is er sæsonbetonet, hvilket betyder, at vi har mange aktiviteter i foråret og sommeren. Vi har en stærk salgsorganisation med ekspertise inden for både indsalg og field sales, og med samarbejdet med Dryk, ser vi frem til at være med til at løfte salget af et produkt, som er yderst populært i efterår- og vinterperioden, udtaler Mads Erikstrup Lynghard, der er salgsdirektør i CO-RO Europe og tilføjer:
- CO-RO og Dryk er et godt match, da det er to danske virksomheder med samme vision - nemlig at give de danske forbrugere kvalitet og forfriskning.
Dryk ønsker med samarbejdet at styrke deres position i dansk detailhandel samt give forbrugerne "et ny plantebaseret alternativ til mælk af høj kvalitet udviklet med respekt og omsorg for naturen", lyder det. Christian Christensen, direktør i Dryk udtaler:
- Vi er meget begejstrede for aftalen med CO-RO, som har en virkelig kompetent salgsorganisation med stærke kunderelationer i detailhandlen. Samarbejdet bidrager til at styrke vores position i Danmark, hvor vores kundebase i dag primært tæller virksomheder som Coffee Collective og Origi-nal Coffee og mange andre i foodservicesegmentet.
Produkterne fra Dryk eksporteres i dag til 28 lande, og strategien har indtil nu udelukkende været rettet imod foodservice-segmentet.