Frugtkoncern henter millionoverskud efter danske effektiviseringer
Efter flere år med underskud er frugt- og juiceproducenten Orana tilbage i plus – blandt andet som følge af en målrettet indsats på fabrikken i Rynkeby.
Den fynske koncern Orana har i regnskabsåret 2023/24 opnået et overskud før skat på 12,2 millioner kroner. Det er en markant forbedring i forhold til året før, hvor resultatet lød på et underskud på knap 655.000 kroner. Samtidig er omsætningen steget fra 391,7 til 438,6 millioner kroner.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Ifølge koncernen skyldes fremgangen blandt andet forbedringer i det danske forretningsben, hvor underskuddet er reduceret til 2,2 millioner kroner – det bedste resultat i syv år. Der er gennemført en omfattende gennemgang af driften med fokus på effektivisering og omkostningsreduktion.
- Vi har sat os i hovedet, at vi vil være Danmarks mest effektive løn-tappere (at produkterne tappes i andre virksomheders brand, red. ). Det er effektivisering, reducering af omkostningerne og øget salg. Det er en mange bække små-cocktail, udtaler Niels Østerberg, direktør og medejer, til Fyens Stiftstidende
Orana har hovedsæde i Rynkeby og producerer frugtbaserede halvfabrikata til fødevareindustrien. Koncernen har desuden fabrikker i Egypten, Indien og Vietnam og sælger primært til markeder i Mellemøsten, Asien, Afrika og Europa.