Laksesucces fortsætter med flotte resultater
Scandic Salmon, der i Lemvig røger og vacuumpakker store mængder laks, fortsatte i 2023 stimen af gode regnskaber.
Mens virksomheden i 2022 slog sin egen rekord på bundlinjen, så kunne regnskabet i 2023 ikke helt følge med året forinden - men sammenlignet med resultaterne i 2021, 2020 og 2019 kan Lemvig-virksomheden godt tillade sig at være tilfredse.
i 2023 endte driftsresultatet på 16,7 mio. kr. mod godt 21 mio. kr. året forinden - bundlinjen endte på 11,7 mio. kr. mod 16 mio. kr. i 2022.
Årene forinden lød bundlinjen til sammenligning på 3,7 mio. kr., 1,2 mio. kr. og 7,7 mio. kr.
Scandic Salmon har de seneste år investeret betydeligt i at udvide, og i 2020 kunne Scandic Salmon indvie en tilbygning på cirka 900 kvadratmeter til ni millioner kroner.
I regnskabets ledelsesberetning uddyber virksomheden en smule de positive takter.
"Ledelsen finder årets resultat tilfredsstillende, idet resultat før skat for tiden 01.01.2023 - 31.12.2023 udgør DKK 15.151.859 mod et forventet positivt resultat før skat på DKK 13.000.000 - 16.000.000 for samme periode".
Årsagen begrunder ledelsen med ændringer i produktmix og produceret mængde i forhold til det budgetterede.
For det nuværende regnskabsår forventer Scandic Salmon, at de tocifrede millionoverskud fortsætter.
Virksomheden forventer et resultat før skat på mellem 8 og 12 mio. kr. Til sammenligning lød resultatet før skat i 2023 på 15,2 mio. kr.
"Selskabets investeringer i produktionsudstyr og -forbedringer samt indgåelse af nye salgsaftaler forventes at slå fuldt igennem i det kommende år og medvirker til et fortsat godt resultat", lyder det i ledelsesberetningen.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 47,1 | 52,0 | 33,7 |
Resultat af primær drift | 16,7 | 20,8 | 5,7 |
Resultat før skat | 15,2 | 20,5 | 4,5 |
Årets resultat | 11,7 | 16,1 | 3,7 |
Egenkapital | 40,1 | 32,4 | 24,6 |
Antal ansatte | 50 | 55 | 55 |
Kilde: CVR |