Amerikansk milliardvirksomhed lancerer færdig-måltider til døren i Danmark

Måltidkasse-virksomheden HelloFresh har i dag premiere på et nyt måltidskoncept, som sender færdige "ready to heat"-måltider ud til danskerne.
Bag nyheden ligger et samarbejde med den internationale måltidsvirksomhed Factor, som ifølge en pressemeddelelse betegnes som "en dominerende leder" på det marked i hjemlandet USA med en markedsandel på hele 74 procent.
Her i Europa er Factor i forvejen i Holland og Belgien - og nu satser man på Danmark og Sverige med i første omgang 12 forskellige måltider, som kan tilberedes på tre minutter i ovnen.
- Factor giver kunderne mulighed for at skræddersy måltiderne til deres unikke smags- og kostpræferencer. Menuen skifter hver uge og vil blive lanceret med 12 måltider, der snart udvides til 15. Kunderne kan selv vælge hvornår, de vil have deres måltider leveret, siger Christiane Schrijvers-von Griesheim, der har titel af co-managing director for Factor Europe.
Ifølge Flow Capital købte HelloFresh i 2020 virksomheden, som i USA går under navnet Factor75, for op mod 277 millioner dollar, svarende til 1,9 milliarder kr.
Ambitionerne er helt i top hos den nye spritnye aktør i markedet.
- I takt med, at vi udvider vores tilstedeværelse i hele Europa og udnytter markedspotentialet for ready-to-heat løsninger i Norden, er Factor klar til at sætte nye standarder for både bekvemmelighed, ernæringsmæssig variation og kundetilfredshed, siger Christiane Schrijvers-von Griesheim.