Fødevarevirksomheder er ude med snøren efter fyrede slagteriarbejdere
Forhandlingerne mellem Danish Crown og de relevante fagforeninger om fyringen af 1096 ansatte på det store slagteri i Ringsted er nu slut.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Det er endnu ikke afklaret, hvor mange der vælger at tage imod tilbuddet om arbejde andetsteds i Danish Crown, hvor de resterende slagterier alle sammen ligger i Jylland.
Læs også Danish Crown-topchef kalder fyringer drastiske men nødvendige (food-supply.dk)
Geografien er dog en fordel, når man sammenligner med mulighederne for at finde andet arbejde med den situation, som 800 kolleger kom i, da Danish Crowns slagteri sidste år lukkede i nordjyske Sæby.
En arbejdsløs slagteriarbejder i Ringsted har flere større arbejdspladser indenfor en rimelig radius end kollegaen i Sæby.
Læs også 390 fyrede fra Sæby-slagteri deler tocifret millionhjælp (food-supply.dk)
Ifølge NNF-formand Henrik Tonnesen, der deltog i de forhandlinger, hvor de nærmere detaljer vedrørende massefyringerne kom på plads, er der bud efter arbejdskraften. Blandt andet har dagligvarekoncernen Dagrofa et stort lager i Ringsted.
- Der pågår løbende dialog med en masse virksomheder, som er ude med snøren. Vi ved, at Dagrofa mangler 20 mand, så har vi hørt fra flere fødevarevirksomheder på Sjælland og i Jylland, og alene Novo Nordisk har i øjeblikket 400 jobåbninger, siger han til avisen.
Novo Nordisk har blandt andet produktion i Kalundborg, en times kørsel fra Ringsted.