23948sdkhjf

Slagteriansat er sigtet for at dræbe kollega på arbejdspladsen

En person på Danish Crown-slagteri nær Vejen er torsdag død. Politiet betragter det som drab. En er anholdt

En person er torsdag død efter en hændelse mellem to ansatte på et slagteri i Holsted, der ligger mellem Vejen og Esbjerg.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.

Politiet betragter det som et drab og har anholdt en 42-årig mand i sagen. Den dræbtes pårørende er blevet underrettet.

Det var klokken 11.31, at politiet modtog en anmeldelse om hændelsen på Danish Crown-slagteriet, og klokken 12.48 blev den nu sigtede mand anholdt i Kolding Kommune.

Sent torsdag eftermiddag er det ikke afgjort, om den 42-årige skal fremstilles i et grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Syd- og Sønderjyllands Politi er lidt før klokken 17 endnu til stede på slagteriet, hvor efterforskningen af drabssagen pågår.

- Vi forventer at være på stedet i flere timer, skriver politiet.

Ifølge Danish Crowns hjemmeside ligger hovedkontoret på Energivej 5 i Holsted, og her er der ansat 330 medarbejdere.

Finn Klostermann, der er direktør i Danish Crown Beef, siger i en skriftlig udtalelse til Ritzau, at alle ansatte er dybt berørte.

- Det er frygteligt tragisk, og alle her på slagteriet er selvsagt dybt berørte. Lige nu ligger vores fokus på at tage hånd om vores medarbejdere og de pårørende til den dræbte.

- Vi har et team af psykologer til stede, som yder krisehjælp, og de vil også være til rådighed de kommende dage. Det ændrer desværre ikke på, at vi alle står med en følelse af tomhed og sorg, siger Finn Klostermann i udtalelsen.

Regionalmediet jv.dk har talt med anonym ansat på Danish Crown-slagteriet, der fortæller, at vedkommende så, at to kolleger kom op at skændes, og at den ene skar halsen over på den anden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063