23948sdkhjf

Slagteriarbejder fængslet: Begrundet mistanke om knivdrab på kollega

En 42-årig slagteriarbejder er sigtet for at have dræbt sin kollega med knivstik i halsen. Nu er han fængslet

En 42-årig slagteriarbejder, der sigtes for at have dræbt en kollega på Danish Crowns slagteri i Holsted, varetægtsfængsles i fire uger.

Det har en dommer i Retten i Esbjerg fredag middag afgjort.

Den 42-årige blev fredag klokken 11 fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at have dræbt den 35-årige kollega med et knivstik i halsen.

Kollegaen blev forsøgt genoplivet, men hans liv stod ikke til at redde. Han døde af blodtab som følge af en overskåret halspulsåre.

Den sigtede ville ikke udtale sig under grundlovsforhøret, da han ifølge sin forsvarsadvokat, Stefan Jakobsen, er "chokeret" og "ikke i balance".

Den 42-årige nægter sig dog ifølge advokaten skyldig i drabssigtelsen.

Anklageren har under grundlovsforhøret læst en række vidneforklaringer op fra kolleger, der overværede hændelsen torsdag kort før middag.

På den baggrund finder dommeren, at der er begrundet mistanke om, at den sigtede har begået drab.

Manden blev anholdt torsdag i sin bil lidt før klokken 13 på en adresse i Kolding.

Den sigtedes nationalitet er ikke oplyst, men en kurdisktalende tolk sad ved hans side under grundlovsforhøret.

Det kom under grundlovsforhøret frem, at manden i timerne efter anholdelsen skal have udtalt, at han følte sig chikaneret og truet af den nu afdøde mand.

Den sigtede skal have omtalt manden som "mafia".

Selv om manden har nægtet sig skyldig i drab, erkender han ifølge sin advokat at have været "involveret i hændelsen" på slagteriet.

Ifølge advokaten skal det dog henføres under paragraffen om grov vold med døden til følge og ikke paragraffen om drab.

De ansatte på Danish Crowns kreaturslagteri i Holsted holdt fredag morgen et minuts stilhed i respekt for den afdøde.

Slagteriselskabet har stillet et kriseberedskab med psykologer til rådighed for de medarbejdere, der måtte have behov for det.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062