23948sdkhjf

Kan næsten ikke følge med: Prepping-bølge får salg til at eksplodere

De sidste to uger er salget af Faaborg Leverpostej eksploderet, og der er blevet langet fire gange så mange dåser over disken som i samme periode sidste år. 

Det er ikke kun campister og festivalgæster, der har set lyset i dåseleverpostej, for i kølvandet på regeringens opfordring til danskerne om at øge beredskabet, blev der solgt mere end 10 gange så meget som i ugen forinden. 

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

- Opfordringen om et øget beredskab kom bag på de fleste, og for lige præcis dåseleverpostejen er vi midt i den normale højsæson, fordi mange danskere tager den lille blå klassiker med på festivaler og sommerferie. 

- Derfor har vi produceret alt det, vi kan, men hvis efterspørgslen fortsætter på det nuværende niveau, kan det knibe med at følge med hen over sommeren. Når vi kommer til midt august, kan vi skrue produktionen op til det, som detailhandlen ønsker, så vi sikrer, at der altid er Faaborg-leverpostej på hylderne i alle supermarkeder, udtaler Peter Bendixen, vice president, Nordic Retail hos Danish Crown.

En af udfordringerne har været at skaffe dåser nok til den øgede produktion, og det har forhindret Danish Crown i øjeblikkeligt at skrue yderligere op for produktionen.

På Danish Crowns konservesfabrik i Vejle, som producerer Faaborg Leverpostej og konserves under mærker som blandt andet Jaka og Tulip, ruster man sig nu til at følge med efterspørgslen.

- Vi har arbejdet hårdt for at leve op til kundernes ønsker og behov, og vi drejer på alle de håndtag, vi har, så vi kan møde den massive efterspørgsel, som vi har set siden forsvarsminister Troels Lund Poulsens udmelding for et par uger siden, siger Stig Pedersen, der er fabrikschef i Vejle.

For at kunne levere Faaborg Leverpostej til kunderne vil Danish Crown skrue op for produktionen af Faaborg Leverpostej i juli og august, så der kan leveres op imod 600.000 dåser til de danske supermarkedskæder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109