Mere krydderi på Kryta
Det har ikke været uden problemer, Kryta overtog sin nærmeste konkurrent sidste år. Men nu begynder synergien så småt at vokse.
Kryta har netop lanceret en ny serie af krydderiblandinger i tindåser til food service (Foto: Kryta).
- Der har været en del indkøringsproblemer i forhold til at integrere de to virksomheder, men det lysner nu og vi forventer et positivt resultat i år, fortæller Jens Hummeluhr.
Udvidet varesortiment
Scandeco, der har været familieejet siden 1928, har haft fokus på at importere og pakke krydderier til den danske fødevareindustri, og sidste år valgte daværende ejer Kurt Dirach at sætte aktiviteterne til salg. På det tidspunkt beskæftigede Scandeco 4 fuldtidsmedarbejdere på adressen i Karlslunde, men hverken ansatte eller fabriksbygninger indgik i handlen.
- Vi har udelukkende overtaget aktiviteterne og dermed udvidet varesortimentet for begge virksomheder, forklarer Jens Hummeluhr og uddyber, at Scandeco har en stærk position inden for fiskeindustrien, mens Krytas spidskompetence er produktion af funktionelle blandinger til kødindustrien.
Stordriftsfordel som konkurrenceparameter
Krytas historie går tilbage til 1955 og i starten var det primært slagtere, man henvendte sig til. I dag produceres til et langt større udsnit af levnedsmiddelindustrien, herunder også supermarkeder og detail. Kryta har 11 ansatte, domicil i Roskilde og er i øvrigt datterselskab af ingrediens- og råvareleverandøren Alsiano. Også her sidder Jens Hummeluhr i direktørstolen. Det har han gjort siden 2001.
I Kryta har Jens Hummeluhr siddet for bordenden siden 2011, hvor Alsiano pr. 1. juli overtog virksomheden som led i et generationsskifte. Dengang så Alsiano en række stordriftsfordele ved at få Kryta ind under sine vinger. Og forventningerne er nogenlunde de samme med overtagelsen af Scandeco.
- Den vækststrategi vi har lagt med overtagelsen af Scandeco begynder så småt at give resultater. Sidste år i august ansatte vi Merete til at arbejde med vores key account kunder. Hun har med sin baggrund som levnedsmiddeltekniker og tidligere ansættelse hos blandt andre Stryhns et godt kendskab til markedet og har virkelig formået at skabe en positiv udvikling, selvom det generelt har været lidt op af bakke for mange i vores branche, fortæller Jens Hummeluhr.
Fokus på de små
Og direktøren, som pendler mellem Roskilde og Birkerød, vil i det hele taget hellere kigge frem end tilbage og fremhæver, at Kryta i den kommende tid retter fokus mod de mindre grossister.
- Vi vil gøre det lidt nemmere for vores mindre kunder at købe ind hos os, for de har naturligvis brug for helt andre mængder end vores storkunder. Derfor lancerer vi en webshop, hvor det er muligt at købe ind i en helt anden skala. Men det er stadigvæk udelukkende grossister, vi handler med – ikke private, de må et smut i supermarkedet, siger Jens Hummeluhr med et lille grin.
Krytas kunder findes primært på det danske marked, mens Alsiano betjener hele Norden.