23948sdkhjf

Analyse: Fødevareindustrien topper på dårligt arbejdsmiljø

Danmarks dårligste arbejdsmiljø findes inden for fødevareerhvervet og postvæsenet, viser ny stor undersøgelse.
I en landsdækkende undersøgelse af arbejdsmiljøet konkluderer Ugebrevet A4, at ansatte i Post Danmark og nærings- og nydelsesmiddelindustrien har det værst på arbejdspladsen. En af de afgørende faktorer til denne bundplacering er, at medarbejderne inden for begge faggrupper klager over både dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Resultatet kommer ikke bag på professor og forsker i bæredygtigt arbejdsliv på Roskilde Universitet, Helge Søndergaard Hvid.

De ufaglærte og kortuddannede har større risiko for at få et job, hvor arbejdsmiljøet er i bund. Således har lastbilchauffører, produktionsmedarbejdere, postbude og ansatte i nærings- og nydelsesmiddelindustrien generelt noget af det ringeste arbejdsmiljø. Jo lavere uddannelse, des dårligere er arbejdsmiljøet, forklarer Helge Søndergaard Hvid til Ugebrevet A4.

- Folk uden uddannelse kan ofte kun få job de steder, hvor der er få muligheder for at udvikle sig, og arbejdsmiljøet generelt er lavt, kommenterer Helge Søndergaard Hvid.

Og indenfor denne kategori falder typisk kontoruddannede, lastbilchauffører, produktionsmedarbejdere, postbude og ansatte inden for nærings- og nydelsesindustrien, uddyber Ugebrevet A4.

Professoren understreger, at selvom arbejdet er monotont, kan arbejdsmiljøet sagtens være i orden, så længe man har det godt med kollegerne. Men følelsen af at blive uretfærdigt behandlet af ledelsen kan skabe stor distance til både ledelse og kollegaer, dermed kan fælleskabet kan tage skade.

Frygt for at blive fyret
En anden afgørende faktor for resultatet er også, at der især inden for fødevareerhvervet har været stor bekymring for at miste arbejdet oven på flere års krise, omstruktureringer og fyringer. Det påvirker helt naturligt det psykiske arbejdsmiljø dårligt.

- Er man bange for at blive fyret, påvirker det mange forskellige dele af det psykiske arbejdsmiljø, fastslår Thomas Clausen, seniorforsker på det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.

Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen bygger på svar fra over 16.000 beskæftigede, som det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har indsamlet. Ugebrevet A4 har efterfølgende gennemgået svarene på 124 forskellige spørgsmål om arbejdsmiljø og noteret, hvilke faggrupper der for hvert spørgsmål har det bedste og værste arbejdsmiljø.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094