23948sdkhjf

Forbrugerråd får medhold i klage om influencer-reklamer for burgerkæde

Alexander Husum appellerer til børn og får kritik for reklame for usunde fødevarer, lyder det i afgørelse

Forbrugerrådet Tænk har fået medhold i en sag, hvor influenceren Alexander Husum har reklameret for burgerkæden The Burger Concept.

Det skriver DR.

Rådet har klaget over, at Alexander Husum, der ifølge forbrugerrådet har børn som en væsentlig del af sin målgruppe, har reklameret for fødevarer med højt fedt- og saltindhold.

Det har Forum for Fødevarereklamer givet dem medhold i. Reklamen bryder nemlig med fødevareindustriens kodeks for reklame for usunde fødevarer til børn.

Det giver anledning til at udtale kritik, lyder det i afgørelsen.

I reklamekampagnen mellem Alexander Husum og The Burger Concept har Husum lavet sin egen burger med milkshake til og opfordrer sine følgere blandt andet på egne kanaler til at gå hen i butikken og bestille det.

- Forum for Fødevarereklamer vurderer også, at Alexander Husum har appel til børn, hvilket understreges af hans kommentar i youtube-reklamen om, at så er det nemmere at overtale mor og far til at man skal købe den (burgeren).

- Desuden har influenten selv oplyst, at han har en andel følgere, som er under 13 år, og dermed må betragtes som et medie, der delvist vil henvende sig til børn, står der i afgørelsen.

Alexander Husum er youtuber og influencer. Han er en af Danmarks største youtubere med 477.000 abonnenter. På Instagram har han 223.000 følgere.

Ifølge fødevareindustriens kodeks skal der ikke reklameres for fødevarer med højt indhold af sukker, fedt og salt i medier målrettet børn under 13 år.

The Burger Concept udtrykker i et høringssvar, at de er uenige i, at deres kampagne med influenceren er målrettet børn.

- Det savner enhver forretningsmæssig mening, at vi skulle markedsføre kampagner mod børn i denne aldersgruppe. Det skyldes den simple årsag, at de i sagens natur ikke er købestærke, lyder det fra burgerkæden.

Burgerkæden stopper efter afgørelsen salget af Alexander Husums burger og milkshake fra onsdag aften. Det fortæller direktør Simon Franck Jakobsen til DR.

Det er ikke første gang, at Forbrugerrådet Tænk får medhold i en klage om markedsføring af usunde fødevarer til børn.

Tidligere i år fik forbrugerrådet medhold i en klage, hvor store influencere som Morten Münster og Jas og Mika lavede reklamer for chips i den såkaldte Kims Chips Battle.

Allerede da Forbrugerrådet Tænk rettede henvendelse og kritiserede kampagnen, satte Kims en aldersgrænse på reklamevideoerne, så de kun var tilgængelige for personer over 18 år.

Dette skete altså før, der kom afgørelse i sagen.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) varslede før sommerferien, at han vil undersøge om lovgivningen for influencers reklamer målrettet børn og unge skal strammes.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063