Mejeri søger partnere til salg af dromedarmælk
Emirates Industry for Camel Milk & Products fik i juli tilladelse til at eksportere dromedarmælk til EU, og den første sending er allerede ankommet til Danmark.
I februar fik mejeriet eksportlicens til EU, og i juli blev de første leverancer så sendt af sted til henholdsvis Danmark og Nederlandene, skriver foodculture.dk.
I anledning af eksporten af de 1.500 liter fersk mælk til Danmark var mejeriets assisterende chef, Mutasher Al Badry, i København, hvor han fortalte om firmaets planer med dromedarmælk.
- Mælken skal sendes til to danske virksomheder, som fremstiller mælketørringsmaskiner. De skal lave forsøg med spraytørring, og vi planlægger at købe en produktionslinje fra noget af virksomheden, fortæller Mutasher Al Badry.
Den assisterende mejerichef peger på, at dromedarmælk angiveligt både er mere fedtfattig end komælk og samtidig rigere på C-vitamin og kalcium. Udfordringen for Emirates Industry for Camel Milk & Products er derfor at arbejde på et imageskifte for produktet. Til det skal mejeriet bruge europæisk hjælp.
- Vi leder efter virksomheder med god logistik som eksempelvis arbejder med levnedsmidler, kosmetik, kosttilskud eller farmaceutiske produkter. Vi har et stort potentiale, men vores største mål er at oplyse europæerne om dromedarmælk og dens helsemæssige fordele, siger Mutashar Al Badry ifølge foodculture.dk.