Nu kan frokosten snart printes
Det er i dag muligt at printe kager, slik og smoothies. Yderligere gennembrud ligger lige for, mener forskerne.
- Vi arbejder på en chokoladeprinter til køkkenet. Den skal være lige så cool som en Keurig-kaffemaskine (lille kaffeautomat til køkkenet, red.), siger Avi Reichentall, der er administrerende direktør i printerselskabet 3D Systems, til nyhedsmediet.
Selskabet har allerede fremstillet en 3D-printer, som kan fremstille forskellige sukkerprodukter. Men forskernes ambitioner rækker endnu videre.
Ifølge Computerworld har udviklingsselskabet Intellectual Ventures Laboratory blandt andet arbejdet med forskellige former for højtrykhomogenisering, frysetørring og fordampning for at se, hvordan fødevarer reagerer på molekylært niveau.
- Vi er på dot matrix-niveauet eller samme niveau, som printning var i begyndelsen af 1980'erne. Vi er for tiden i stand til at printe smoothies og energibarer, siger Pablos Holman fra Intellectual Ventures Laboratory.
Han tilføjer, at printet mad har den fordel, at det kan tilsættes medicin, kosttilskud og vitaminer, så det passer til den enkelte konsument.