23948sdkhjf

Internationalt aromahus flytter til Aarhus

Verdens største, privatejede aromahus flytter ind i viden- og virksomhedsparken Agro Food Park i Skejby.
Firmenichs danske afdeling, som er ansvarlig for Skandinavien og Baltikum, flytter til Agro Food Park med samtlige ansatte, herunder aroma- og applikationsteams, R&D, salg og forretningsudvikling.

- Vi flytter ind i Agro Food Park, fordi vi mener, at det i fremtiden bliver et vigtigt sted inden for fødevareudvikling, siger General Manager Jacob Ravn Nielsen.

Agro Food Park hilser den internationale beboer velkommen
Jan Mousing, formand for Agro Food Park, ser frem til at byde de nye beboere indenfor.

- Det er med stor glæde, at vi får den første globale fødevarevirksomhed ind i Agro Food Park. Det er et vigtigt skridt for os. Vi har en vision om i løbet af få år at blive anerkendt som et internationalt kraftcenter for landbrugs- og fødevareinnovation, siger han.

Også Mark Bailey, VP for Firmenich Flavours Europe ser frem til at Firmenichs danske afdeling flytter ind i Agro Food Park.

- Udvikling og produktion af ingredienser til fødevareindustrien er en af Danmarks globale styrkepositioner, og det har stor betydning for Firmenich at blive en del af Agro Food Park, siger Mark Bailey.

Flytter ind i 2014
Med indflytningen kommer Firmenich desuden tæt på den danske landbrugs- og fødevareklynge, og netop dét er væsentligt i forhold til virksomhedens fortsatte vækst i regionen, vurderer Mark Baileys.

Firmenich opererer globalt med udvikling og produktion af ingredienser til fødevare- og parfumeindustrierne. Aromadivisionen har i de seneste år fokuseret stærkt på innovation og smagsmodulering, specielt i forhold til reduktion af salt og sukker.

- Vi ønsker at fortsætte denne udvikling. Flytningen til Agro Food Park giver os de bedste muligheder, fordi vi kommer til at være i et miljø, hvor formelle og uformelle relationer kan etableres med en række virksomheder i fødevareindustrien, fortsætter Jacob Ravn Nielsen.

Firmenich flytter ind i det nye domicil, når det er færdigbygget i juni 2014. På det tidspunkt vil der være ca 35 virksomheder og 900 medarbejdere i Agro Food Park. Det forventes, at der i 2020 vil være op mod 3.000 arbejdspladser i Agro Food Park.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157