Kødgigant havde eneret i 13 år: Nu leverer Hilton Foods til konkurrenten
Hilton Foods Danmark har de seneste 13 år haft en eksklusivaftale om levering af oksekød, kylling, lam og svinekød til Coops butikker. Men den eneret er slut.
I oktober 2024 tog Hilton Foods Danmark hul på et helt nyt kapitel og indgik en aftale med Salling Group om at levere kødvarer til Føtex, Netto og Bilka. Det nye partnerskab er sat i værk uden stor offentlighed.
-Indadtil var det ekstremt vigtigt for os at få kortlagt de problemstillinger, der kan være i at få en ny partner ind. Vi har jo været vant til at 100 procent dedikeret kundeservice i forhold til Coop, og nu kan vi da komme til at stå i en situation, hvor vi skal fordele vores fokus, men vi har nu haft en god opstart med god forståelse hele vejen rundt, siger Marc Kristensen, administrerende direktør i Hilton Foods Danmark.
Udviklingen er en direkte følge af, at Coops markedsandele har været for nedadgående de seneste mange år.
- Udviklingen hos Coop åbnede op for, at vi fik dialog om at få Salling ind i vores butik, så vi kan holde volumenen i vores produktion. Fordelen for både Coop og Salling er her, at jo mere volumen, vi kører igennem, jo billigere bliver det for både Coop og Salling, siger Marc Kristensen, administrerende direktør i Hilton Foods Danmark.
Seneste skud på stammen i samarbejdet mellem Salling Group og Hilton Foods Danmark er levering af det helt nye produkt: Hakket oksekød blandet med hakket kylling.
Læs mere: Hilton Foods står bag ideen om at blande okse og kylling i nyt produkt
-Vi er rigtig glade for at få en ny partner ind på fabrikken, understreger Marc Kristensen.
Hilton Foods Danmark beskæftiger omkring 200 medarbejdere og råder over en fabrik på 18.000 kvadratmeter, der er indrettet med 11 automatiserede linjer i Hasselager uden for Aarhus. Hakket kød er den helt store sællert sammen med kyllingebryst.
Hilton Foods Danmark er britiskejet og har søsterselskaber i flere andre lande, bl.a. Holland, Sverige, England og Irland. Fælles for selskaberne er, at de er etableret med blot én stor samarbejdspartner i hvert enkelt land. I Sverige arbejder Hilton Foods sammen med den store detailkæde ICA, i Holland er det Albert Heijn, der sammen med Tesco i Storbritannien hører til blandt verdens største detailkæder.
- Vi har faktisk også lige lavet aftale med verdens største detailkæde Walmart om to fabrikker i Canada, hvor den første er under opførsel i Toronto, fortæller Marc Kristensen.
I England og Irland er Tesco en tæt samarbejdspartner, men i Irland udvidede Hilton Foods for godt halvandet år siden med en ekstra kæde, Dunnes Stores, der driver 138 butikker i Irland.
-Vores inspiration til at have to partnere i stedet for en enkelt, den kommer fra vores irske søsterfabrik. Det har forløbet utroligt godt, at de har fået Dunnes ind. Derfor så vi nogle muligheder for at gøre noget tilsvarende i Danmark og her har Coop og Salling i forvejen gode relationer, selv om de også er konkurrenter, siger Marc Kristensen.
Med den stadig relativt nye aftale har Hilton Foods Danmark øget sin markedsandel og leverer nu både oksekød, grisekød og kyllingekød til Salling Group, der i forvejen samarbejder med Danish Crown og Himmerlands Kød.
Hilton Foods Danmark har godt en milliard i omsætning og har haft et årligt overskud på godt 20 millioner kroner de seneste tre år.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 1064,0 | 1111,7 |
Bruttofortjeneste | 162,7 | 158,1 |
Resultat af primær drift | 37,5 | 32,2 |
Resultat før skat | 30,0 | 29,7 |
Årets resultat | 23,4 | 23,2 |
Balancestatus | 424,0 | 456,2 |
Egenkapital | 115,4 | 112,0 |
Antal ansatte | 203 | 210 |
Kilde: CVR |