Orana leverer rekordregnskab
Orana, der producerer industrifrugt til mejerier og juiceproducenter til det globale marked, har i regnskabsåret 2012/13 sat omsætnings- og indtjeningsrekord.
Fynske Orana har blandt andet etableret produktion i Vietnam, hvorfra dette billede er taget. (Foto: Orana)
Omsætningen i koncernen i 2012/13 blev realiseret på 222,2 millioner kroner (+20,3%) og resultat før skat blev realiseret på 10,2 millioner kroner (+49,0%).
Orana-direktør Niels Østerberg udtaler, at han anser resultatet for tilfredsstillende, da resultatet lever op til budgettet og er væsentligt bedre end året før.
- Orana ser nu lyst på fremtiden og har især store forventninger til en ny produktportefølje af frugtbaserede food service-produkter, der primært afsættes på markederne i Sydasien og Fjernøsten. Der budgetteres således fortsat med øget salg og indtjening i 2013/14, skriver virksomheden i en meddelelse.
De mærkbare resultater kommer efter 15 års forarbejde og tilskrives især selskabets decentraliseringsstrategi, som går ud på at være tæt på frugterne og tæt på kunderne.
I slutningen af 2013 åbnede Orana nye kontorer i henholdsvis Hong Kong og i Nairobi, og virksomheden vil i det kommende år fortsætte med at udbygge af sit netværk.