23948sdkhjf

FoodExpo kommer til at boome af økologi

Den markant voksende interesse for økologi hos storkøkkenerne i Danmark sætter sit tydelig præg på messeaktiviteterne, når MCH Messecenter Herning åbner dørene til FoodExpo i marts.
"Vi mødes under øko-træet” er en opfordring, der kommer til at give genlyd, når FoodExpo 2014 finder sted i MCH Messecenter Herning fra den 16.-18. marts. Her deltager 48 øko-virksomheder i det største økologiske fremstød hidtil.

Under øko-træet i midten af Den Økologiske Fællesstand kan gæsterne møde de økologiske producenter ansigt til ansigt, deltage i flere daglige råvare-workshops og smage på det mangfoldige udvalg af økologiske varer. Det er også her, man vil kunne opleve lancering af en ny kogebog til hospitals- og plejehjemskøkkener og overvære fødevareminister Dan Jørgensen overrække Økologiske Spisemærker.

- Øko-træet bliver omdrejningspunkt og nerven på messen. Det er her, øko-samtalerne finder sted, hvor man kan lære værdierne bag de økologiske varenumre at kende og blive inspireret til nye måder at bruge råvarerne på, siger Torben Blok, projektleder i Foodservice-teamet hos Økologisk Landsforening.

En messedag dedikeret til økologi
FoodExpo har i samarbejde med Økologisk Landsforening valgt at dedikere messens anden dag, mandag den 17. marts, til økologi. Her vil aktivitetsniveauet være ekstra højt, og grupper af køkkenchefer og beslutningstagere fra køkkener i flere områder af landet vil blive bragt ind til messen med bus.

- Både regeringen og mange danskere har et ønske om mere økologi i maden, og økologien ruller i øjeblikket for alvor ind over landets storkøkkener. Derfor er det helt naturligt, at økologi spiller en central rolle på årets store foodservice-messe. Det hele kommer til at boble af øko-glæde, siger Torben Blok, som mener, at økologi også i høj grad fremkalder glæde ude i køkkenerne.

- Mange køkkenmedarbejdere oplever en øget faglig stolthed, når de giver sig til at arbejde med økologi. Det gode køkkenhåndværk og de gode, rene råvarer kommer i fokus. Samtidig er medarbejderne med til at tage ansvar for, at vi også i fremtiden har rent drikkevand, en rig natur og en høj dyrevelfærd, påpeger Torben Blok.

Øko-boom i landets køkkener
Overalt i landet er køkkener i fuld gang med at arbejde henimod regeringens mål om 60 procent økologi i offentlige gryder i 2020, og økologiske råvarer vinder også i stigende grad indpas i private kantiner og restauranter. Det understreges bl.a. af, at der nu er mere end 600 spisesteder med det økologiske spisemærke.

Økologisk Landsforening forventer, at den økologiske omsætning i foodservice-sektoren er vokset med 15-20 procent i 2013 svarende til et salg på omkring 950 mio. kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125