23948sdkhjf

Danish Crown køber HKScan ud af polsk selskab

Efter ti års partnerskab med den finsk-svenske slagterikoncern HKScan får Danish Crown nu den fulde kontrol over Sokolow, som er Polens førende producent af forædlede kødprodukter.
Prisen på de resterende 50 procent af aktierne lyder ifølge Danish Crown på 180 millioner euro, svarende til cirka 1,3 milliarder kroner.

- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med HKScan gennem de ti år, hvor vi har oplevet en fantastisk vækst i både omsætning og indtjening. Vores klare mål er at fortsætte den udvikling, og her er et enstrenget ejerskab den rigtige vej at gå. På den måde kan Danish Crown koncernen i endnu højere grad få gavn af de synergier, der kan opnås mellem Sokolow og de øvrige dele af Danish Crown koncernen, siger Danish Crowns CEO Kjeld Johannesen.

Kødets svar på Coca-Cola
Købet af de resterende aktier i Sokolow ligger helt i tråd med Danish Crowns strategi om at investere i forædling af fødevarer. Sokolow har gennem en årrække leveret flotte resultater og er i Polen blevet kaldt kødets svar på Coca-Cola. Virksomheden har sin store styrke indenfor produktion af pølser, pålæg og andre forædlede kødprodukter, men er også Polens største på slagtning af kreaturer og tredjestørst, når det gælder slagtning af svin.

- Virksomheden står utroligt stærkt på hjemmemarkedet, hvor Sokolow er det ubetinget stærkeste brand og den største spiller inden for højt forarbejdede kødprodukter. Samtidig er satsningen på kvalitet nu også begyndt at sælge uden for Polen og på forholdsvis kort tid har Sokolow formået at opbygge en ikke uvæsentlig eksport, fortæller Flemming Enevoldsen, der er koncerndirektør for DC Foods, som omfatter forædlingsselskaberne i Danish Crown koncernen.

Fuldt moderniserede fabrikker
Sokolow har ca. 6500 ansatte på syv fabrikker og omsatte i 2013 for ca. 5,5 mia. kroner. Gennem det seneste årti er der løbende blevet investeret, og inden for de sidste tre år er der blevet etableret både en ny pålægsfabrik og et nyt kreaturslagteri.

Det har fra starten været vores strategi at udvikle Sokolow på alle parametre, så i dag fremstår Sokolow som en helt igennem moderne virksomhed. Samtidig har vi en stærk og sammentømret ledelse, der har vist en eneståede evne til at skabe organisk vækst, og der er intet der tyder på, at vi har set toppen endnu, siger Flemming Enevoldsen.

Købet skal nu godkendes af konkurrencemyndighederne.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.283