L&F: Japanaftale vil styrke fødevareeksporten
Statsminister Helle Thorning-Schmidt rejser fra Japan med en aftale om et dansk-japansk strategisk partnerskab. En stor mulighed for mere dansk handel med Japan, mener adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade.
- Det strategiske partnerskab er et meget vigtig skridt for det dansk-japanske forhold, og det viser samtidig japanerne, hvor mange muligheder der er i at handle med Danmark. En frihandelsaftale mellem EU og Japan vil have stor betydning for Danmark, og alle handelsbånd vi kan knytte til Japan, der peger mod mere samhandel med mellem EU og Japan, er vigtige, siger Søren Gade.
Stort potentiale for mejerisektoren
Han glæder sig over, at japanerne er interesserede i en bred vifte af danske produkter.
- Japan er et centralt og vigtigt marked for den danske svinesektor, som i dag eksporterer 125.000 tons svinekød årligt til Japan, og den danske mejerisektor ser Japan som et potentielt vigtigt eksportmarked, siger Søren Gade og fortsætter:
Japanerne er også meget interesserede i produktion af andengenerations bioethanol, som vi er langt fremme med i Danmark. Der er ingen tvivl om, at biobrændstoffer er en del af løsningen på hele verdens udfordringer med i fremtiden at gøre sig uafhængig af fossile brændsler.
Derfor er der store perspektiver for danske virksomheder i at sælge knowhow om grøn energi som for eksempel bioethanol til Japanere.
Aftalen om det strategiske partnerskab indeholder blandt andet planer om tættere samarbejde om fødevaresikkerhed, dyresundhed og fødevareteknologi, og her kan Danmark virkelig vise Japan vejen.
- Partnerskabsaftalen viser tydeligt, at Danmark ikke kun kan sælge fødevarer til Japan. Som behovet for et mere moderniseret landbrug opstår i Japan, vil Danmark også kunne sælge viden, maskiner og knowhow til Japan, så vi har meget at vinde, siger Søren Gade.
De næste tre dage er handelsdelegation i Sydkorea, hvor statsministeren bliver afløst af handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, og også her er der mange muligheder for det danske fødevareerhverv.
- Mange danske fødevarevirksomheder har allerede fået foden indenfor i Sydkorea, men der er stort uudnyttet potentiale, så jeg ser frem til tre produktive dage i Tokyo, slutter Søren Gade.