Koncernøkonomidirektør fratræder hos ØK
Salget af Plumrose har stor indflydelse på ØK's resultat for 2013 - samtidig fratræder koncernøkonomidirektøren sin stilling som følge af salget.
Fratrædelse naturlig konsekvens
Som en naturlig konsekvens af frasalget af Plumrose fratræder koncernøkonomidirektør Michael Østerlund Madsen sin stilling i ØK i slutningen af marts 2014.
Michael Østerlund Madsens ansvarsområde inden for finans og rapportering vil blive overtaget af koncernregnskabschef Jesper Dahlsgaard, mens administrerende direktør og CEO Niels Henrik Jensen overtager ansvaret for Investor Relations.
- Michael har været en nøglespiller i forandringsprocessen i ØK og har tilført stærke analytiske rapportering- og regnskabsmæssige færdigheder til ØK koncernen. Vi har sat pris på hans indsats og ønsker ham det bedste for fremtiden, udtaler Niels Henrik Jensen.
2013-resultat påvirket af salg
ØK-koncernens resultater for 2013 er væsentlig påvirket af salget af Plumrose, som blev offentliggjort den 26. februar 2014. Plumrose er præsenteret i årsrapporten som en ophørende forretning.
Koncernens omsætning blev i 2013 på 2,355 mia. kr. med en EBITDA på 68 mio. kr. i overensstemmelse med de senest offentliggjorte forventninger den 26. februar 2014.
Årets resultat blev på -1,531 mia. kr. Årets resultat var påvirket af et regnskabsmæssigt tab på 1,585 mia. kr. som et resultat af salget af Plumrose og en 200 mio. kr. nedskrivning af goodwill i Wridgways som følge af den fortsatte recession i Australien.
I 2014 forventer ØK en omsætning i niveauet 2,355-2,550 mia. kr. og EBITDA i niveauet 105-125 mio. kr.