Godt nyt til bagere og slagtere
Den nye fælles overenskomstaftale for bagere og slagtere byder blandt andet på højere løn og bedre mulighed for uddannelse i forbindelse med en fyring.
Aftalen byder blandt andet på lønstigning og bedre forhold for forældre på barsels- og forældreorlov. Derudover sænkes anciennitetskravet i forbindelse med selvvalgt uddannelse fra 12 til 9 måneder, og opsagte medarbejdere får ret til en ekstra uges uddannelse i opsigelsesperioden. Det oplyser Fødevareforbundet NNF.
Og skulle man gå hen og blive opsagt, får man ret til to timers frihed med løn, så man kan holde et møde med sin fagforening eller a-kasse og få hurtig hjælp og rådgivning til, hvordan man kommer videre i nyt job.
Bagere og slagtere under Dansk Erhverv er blevet samlet på en samlet produktionsoverenskomst, under navnet "Produktionsoverenskomsten for fødevarer". Hidtil har slagterne og bagerne haft hver deres overenskomst, men både Fødevareforbundet NNF og Dansk Erhverv har igennem flere år ønsket en fælles overenskomst.
- Jeg er utrolig glad for, at det endelig er lykkedes os at få lavet en produktionsoverenskomst. Det er kun rimeligt, eftersom bagerne og slagterne ude i butikkerne på næsten alle områder har helt enslydende interesser, forklarer Flemming Morgensen, forhandler for Fødevareforbundet NNF og forbundssekretær for butiksområdet til NNF.
Efter arbejdsgiverforeningen BKD i 2012 meldte sig ind i Dansk Erhverv, har medlemmerne under denne arbejdergiver haft en selvstændig overenskomst. Også denne treårige overenskomst er faldet på plads.
Begge forlig vil indgå i en samlet mæglingskitse, hvis forligsmanden fremsætter det. Det betyder, at forligene først vil blive sendt til afstemning blandt medlemmerne, når forligsmanden fremsætter sin skitse.
Læs mere om elementerne i de to nye overenskomster