23948sdkhjf

Fordobling af øko-mad i landets kantiner

Private og offentlige storkøkkener som kantiner, institutioner og restauranter har købt økologiske varer for ca. 948 mio. kroner i 2013, viser nye tal fra landets største grossister
Salget af økologi til landets private og offentlige storkøkkener er vokset med 9,4 procent fra 2012 til 2013, viser en ny opgørelse, som er baseret på tal fra landet største grossister. Den økologiske omsætning er således mere end fordoblet siden 2009. Økologisk Landsforening forventer, at der bliver skruet yderligere op for øko-salget i foodservice-sektoren i år.

- Økologi har efterhånden fået godt fat rundt omkring i landets køkkener, og meget peger på, at øko-salget vil vokse endnu kraftigere i år. Der er blevet søsat en lang række omlægningsprojekter i de offentlige køkkener rundt omkring i landets kommuner, som vil medføre endnu større øko-efterspørgsel. Det vil vi for alvor kunne aflæse på 2014-tallene, vurderer Rikke Thorøe Grønning, projektleder i Økologisk Landsforening.

Øko-mad i storkøkkener har mange fordele
Hun glæder sig over udviklingen og påpeger, at økologisk omlægning i storkøkkener både gør mad mere velsmagende, sundere og mere klimavenligt.

- Omstillingen omfatter, at maden i højere grad laves fra bunden af sæsonens råvarer, at spild reduceres markant samtidig med, at måltiderne indeholder mere grønt og mindre kød. Derfor kan det lade sig gøre indenfor eksisterende budgetter. Desuden er køkkenernes arbejde med økologi med til at skåne vores fælles grundvand for forurening af sprøjtegifte samt sikre en rig natur, rene fødevarer og høj dyrevelfærd, siger Rikke Thorøe Grønning.

Salget af økologi anslås i dag at udgøre seks-syv procent af den samlede omsætning af fødevarer i foodservice-branchen. Det er således næsten på sammen niveau som i dagligvarehandlen, hvor øko-andelen på 7,6 procent er det højeste i verden.

Omsætning fordelt efter storkøkkentype:
• 36 %: Institutioner
• 31 %: Kantiner
• 18 %: Restaurant, hotel, café
• 15 %: Andre (tankstationer mv.)

Fakta om opgørelsen :
Økologisk Landsforening står bag Den Økologiske Database, der opsamler cirka 75 procent af den økologiske omsætning i foodservice-sektoren gennem indberetninger fra de 15 største foodservice-grossister i Danmark. Tallene baseres på disse indberetninger samt Økologisk Landsforenings estimat for den resterende del af markedet. Pågældende opgørelse er lavet af Økologisk Landsforening og Producentsammenslutningen Økosalg og Oplysning med tilskud fra EU og Fødevareministeriet.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111