23948sdkhjf

Økologi bliver ikke allemandseje

Sjællandsk kornhandler på Foodexpo brænder for økologi, men han tror ikke, at det nogensinde vil fortrænge konventionelt som det markedsdominerende.
Økologien skal ud til folket, og stadig flere offentlige institutioner skal bruge stadig mere økologi. Det var det store tema på årets Foodexpo-messe, hvor fødevareminister Dan Jørgensen mandag sang for med sin vækkelsestale.

En af virksomhederne, som i år tog plads i den økologiske temazone "fra holdning til handling" var Mejnerts Mølle, som er en vestsjællandsk kornproducent.

Niels Mejnertsen noterer sig en tilfredsstillende udvikling for sin virksomhed, som vokser cirka 30 procent om året og forventer, at det fortsætter. Alligevel tror han, der er en grænse for, hvor meget økologi vokser.

- Der er flere, som gerne vil betale for god kvalitet, men jeg tror ikke på, at det bliver allemandseje. Der vil altid være tre slags forbrugere: Dem, som vil have det så billigt som muligt, dem som tænker på sundhed, og dem som køber ind med holdninger, siger Niels Mejnertsen.

Han havde allerede dyrket økologisk korn i en mindre menneskealder og var allerede en af Danmarks absolut største leverandører på sit område, da han i 2000 fik den idé, at han selv ville drive en mølle, og møllen, som har malet siden 2005, har Niels Mejnertsen opkaldt efter sig selv.

Møllen, som ligger mellem Kalundborg og Svebølle, ser ikke spor romantisk ud udefra, men indeni har den en gammeldags stenkværn, og ifølge Niels Mejnertsen er det anerkendt forskning, at koldformaling på stenkværn laver et sundere produkt end moderne stålvalser, fordi man bevarer kornets naturlige egenskaber, som stålvalsen gør vold på.

Deltagelsen på Foodexpo er det helt rigtige udstillingsvindue for Mejnerts Mølle.

- Vi sælger mest til storkøkkener, og det er den slags folk, som kommer på messen og som vi dermed kan vise vores ansigt til, siger Niels Mejnertsen.

Han forventer, at hans virksomhed kommer til at vokse på et produkt som brødmix, og det er paradoksalt, fordi brødmix generelt er i nedgang på markedet. En anden satsning er energibarer. Mejnerts Mølle vil fortsat producere alting selv, lige fra såning af korn og til det færdige produkt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.205