23948sdkhjf

Nowaco sætter atter omsætningsrekord

Den nordjyske fødevaregrossist fortsætter væksten på toplinjen, mens indtjeningen er tæt på det højeste niveau nogensinde.
Væksten fortsætter hos Nowaco, som i 2013 præsterede den højeste omsætning i koncernens historie med en toplinje på 2.177 mio. kr. Det er en stigning på ni procent i forhold til 2012.

Samtidig var indtjeningen på 45,7 mio. kr. før skat i 2013 ikke langt fra det rekordoverskud på 48,9 mio. kr., som Nowaco kunne fremvise i 2009.

- Den positive udvikling af nye udenlandske kontorer og forretningsområder fortsatte i 2013, hvilket er et væsentligt bidrag til den positive økonomiske udvikling i koncernen, konstaterer Nowaco-ledelsen med henvisning til de kontorer i Brisbane i Australien, Wilmington i USA samt Hainan i Kina, som koncernen åbnede i løbet af 2013.

Nowaco forventer, at de nye kontorer vil føre til yderlige udvidelse af medarbejderstaben, som ultimo 2013 bestod af 130 personer fra 20 forskellige lande fordelt med 70 ansatte på hovedkontoret i Aalborg og 60 ansatte i datterselskaber/repræsentationskontorer rundt om i verden.

Forventer yderligere vækst i år
Foruden de førnævnte kontorer i Australien, Kina og USA er Nowaco repræsenteret i Brasilien, Argentina, UAE, Indien, Hong Kong, Vietnam, Makedonien, Spanien og Polen med egne datterselskaber og repræsentationskontorer, og koncernen nåede i 2013 at købe varer i 63 lande og sælge til 81 lande.

Ledelsen betegner årets resultat som ”særdeles tilfredsstillende”, og forventer, at det indeværende regnskabsår om muligt bliver bedre.

- Selskabets ledelse ser fortsat store muligheder for at fastholde og udbygge markedspositionen. Vi forventer således i de kommende år at udbygge såvel den geografiske tilstedeværelse samt produktsortimentet. På denne baggrund forventer vi i 2014 et resultat på samme eller lidt højere niveau end i 2013, lyder det i en kommentar til regnskabet.

Bruttofortjenesten i 2013 kan opgøres til 111,3 mio. kr. hvilket svarer til en stigning på 13,4 mio. kr. i forhold til 2012. Dækningsgraden udgør 5,1 procent mod 4,9 procent i 2012. Omkostninger udgør i alt 69,7 mio. kr. og finansielle nettoindtægter udgør 4,8 mio. kr. Resultat efter skat udgør 34,4 mio. kr. mod 28,8 mio. kr. i 2012.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079