23948sdkhjf

Naturlige ingredienser kan blive en milliardforretning

Et nyt, stort dansk forsknings- og innovationsprojekt, BioFactory, med et samlet budget på godt 31 mio. kr. skal over de næste fire år være med til fremme brugen af såkaldte værdistoffer fra planter til ingredienser i fødevarer, helsekost, naturmedicin og andre biologiske produkter.
Danmark har en stor ingrediensindustri med næsten 20 % af verdensmarkedet og en årlig omsætning på ca. 38 milliarder kroner, hvoraf de 95 % er eksport. Med et stærkt stigende marked for naturlige ingredienser fra planter skønner parterne i projektet, der ledes af AgroTech A/S, at omsætningen og eksporten af ingredienser fra Danmark, vil kunne øges med et milliardbeløb.

Plantestoffers helbredende og sundhedsfremmende egenskaber er kommet mere og mere i fokus gennem de senere år. Hidtil har det imidlertid ikke været rentabelt at udvikle og producere plantebaserede værdistoffer i Danmark, fordi udbytterne typisk er lave. Målet med BioFactory er derfor at optimere planternes indhold af værdistoffer. Dermed kan der skabes grundlag for en mere konkurrencedygtig og effektiv råvareproduktion af værdistoffer, hvilket også vil skabe vækst og nye arbejdspladser i både forarbejdningsindustri og primær produktion. For fx gartnerier vil det kunne danne et nyt forretningsområde.

Naturlige østrogener fra rødkløver og rosavin mod stress
Den sundheds- og dermed samfundsmæssige effekt kan også blive markant, da store velfærdssygdomme og andre lidelser og gener på sigt kan bekæmpes ved hjælp af plantebaserede værdistoffer.

En central del af projektet er udviklingen af plantesorter og dyrkningsmetoder for at optimere planters indhold af medicinalstofferne fytoøstrogener og rosavin samt en række naturlige farvestoffer som karotin, klorofyl og lutein.

Ca. 85 % af alle kvinder får hormonbetingede gener i overgangsalderen. Lindring ved hjælp af naturlige østrogener fra rødkløver vil kunne betyde stor forbedring og øget i livskvalitet, og reducere behovet for kunstige østrogener. Rosavin virker mod stress og udbrændthed, som mellem 250.000 og en halv million danskere lider af i en eller anden grad.

De naturlige farvestoffer vil kunne erstatte de kunstige, der anvendes i bred udstrækning i dag i ingrediensindustrien verden over, men som der er megen skepsis over for, ikke mindst hos slutbrugere.

Tæt samarbejde mellem vidensinstitutioner og erhvervsliv
Det er hensigten at skabe en industriel synergi mellem primærproduktion samt ingrediens- og naturmedicinindustrien gennem vidensspredning fra institutioner til virksomheder. Bioteknologiske metoder vil udgøre et centralt element i innovationsarbejdet. I tråd med projektets fokus på det naturlige, vil der ikke indgå GMO-teknikker i projektet.

Projektet ledes af GTS-instituttet AgroTech A/S, og den forskningsmæssige del af professor Renate Müller fra Københavns Universitet og professor Lars Porskjær Christensen fra Syddansk Universitet.

Det samlede budget er på 31,3 mio.kr., heraf finansieres de 13 mio. kr. af Styrelsen for Forskning og Innovation under Uddannelses- og Forskningsministeriet, mens resten finansieres af de deltagende virksomheder og af forskningsinstitutionerne.

Deltagere i projektet
Københavns Universitet, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Syddansk Universitet, Institut for Kemi, Bio- og Miljøteknologi, AgroTech A/S, Institut for Jordbrugs- og Fødevareinnovation, Chr. Hansen A/S (ingrediensproducent), Knud Jepsen A/S (gartneri), AdvanSeed Aps (forædlingsfirma inden for bladgrønsager), Gartneriet Alfred Pedersen & Søn ApS (gartneri), Herrens Mark ApS (producent af kosttilskud baseret på rødkløver), Landbrug & Fødevarer (interesseorganisation) og Biopeople (innovationsnetværk).


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063