Klumme: Et (par) spørgsmål om dyrevelfærd
Når vi alle sammen kun vil det bedste, kan det jo ikke gå galt. Eller kan det?. Dette spørgsmål stiller direktør Torsten Buhl, Danske Slagtermestre, i dagens klumme.
Dan Jørgensen var en aktiv dyreven, da han sad i EU-Parlamentet. Nu er han fødevareminister, og skønt han har nuanceret sit syn på mange af de forhold, som han kritiserede fra Bruxelles, er det stadig hans mål at forbedre forholdene for navnlig de svin, som står i de danske stalde. I den forbindelse havde han for nylig indkaldt til et ”svinetopmøde”, hvori jeg havde fornøjelsen af at deltage. Fornøjelse, ja, for det var dejligt at opleve, at alle involverede kun vil det bedste for dyrene. Det gælder landmænd, detailhandel, forskere, dyrlæger, forbrugerrepræsentanter, embedsmænd – og selvfølgelig dyreværnsorganisationerne og ministeren.
Mødet mundede ud i, at vi underskrev en ”topmødeerklæring” om bedre velfærd for svin. I denne erklæring forpligter vi os bl.a. til at give ”større valgmulighed for forbrugerne, når det gælder dyrevelfærd", og altså særligt på svineområdet. ”Slagterierne og detailhandelen forpligter sig til at arbejde for at give forbrugerne mere information om og større valgmulighed i forhold til produkter med bedre dyrevelfærd. En fælles indsats starter nu,” lyder et af elementerne i erklæringen, som jeg altså har skrevet under på.
Når vi alle sammen kun vil det bedste, kan det jo ikke gå galt. Eller kan det? Vi er nogle, som kan huske, at daværende fødevareminister Henrik Dam Kristensen forsøgte noget lignende i slutningen af 1990’erne, da der – i modsætning til nu – var en meget heftig offentlig debat om dyrevelfærd. Selv statsministeren, Poul Nyrup Rasmussen, blandede sig og måtte en tur ud på landet under overværelse af et gigantisk presseopbud. Der var virkelig gang i debatten, så tiderne kunne næppe være mere gunstige for lanceringen af et nyt, statsligt mærke, der garanterede forbrugerne, at kødet kom fra dyr, der havde haft det godt. Jeg var selv med, både på statsministerens staldbesøg og da fødevareministeren præsenterede sit mærke, ”Den blå lup”. Det var også på en gård (dog med kalve; svinene blev først omfattet af mærkningsordningen senere), og ministeren var sikker på, at når forbrugerne fik øje på den kongekrone, der prydede mærket om det gode liv, skulle der nok komme gang i salget.
Det var i 1998. ”Den politiske forbruger”, der var et stærkt fænomen dengang, og som ville påvirke produktionen i kraft af sine indkøb, svigtede imidlertid. Ministermærket trak ingen kunder, heller ikke efter en relancering i 1999 og endnu en i begyndelsen af 2000. Og da Ritt Bjerregaard senere det år afløste Dam Kristensen, droppede hun mærket. Hun gik ellers lige så meget op i dyrevelfærd som nu Dan Jørgensen.
Man måtte erkende, at ”borgere” og ”forbrugere” ikke er det samme. Forbrugerne delte ikke den stærke kritik af staldforholdene, som borgerne gav udtryk for. ”Den politiske forbruger” var en illusion.
Den erkendelse er god at ihukomme, når vi nu skal i gang med en fælles indsats for bedre dyrevelfærd. Det nytter ikke at forlade sig på forbrugerne, som nemlig kun tænker på sig selv, når de køber ind. Man må i stedet inddrage borgerne og få deres (økonomiske) støtte til bedre staldforhold på en måde, der ikke afhænger af, hvad de vælger, når de er på indkøb. Er der vilje til det – også hvis støtten til dyrene så ikke forbindes med bestemte detailkæder og dyreværnsorganisationer og deres forskellige mærker? Eller med ministerens, for den sags skyld? Er det tilstrækkeligt for den gode sag, at det kun er dyrene, der får det bedre?
