Fødevareminister poster millioner i kyllingeproduktion
Dan Jørgensen giver 40 millioner kroner til nye forbedrede fjerkræstalde, der forurener mindre og forbedrer dyrevelfærden.
- Klima, miljø og dyrevelfærd er tre vigtige prioriteter for regeringen, og det er alle sammen ting, der er med til at give dansk fødevareproduktion det utroligt stærke ry, vi har i udlandet. Så jeg er glad for, at kunne give den her håndsrækning til fjerkræbranchen, der i øjeblikket råber på flere investeringer, siger Dan Jørgensen.
Landmændene kan søge penge til fx varmevekslere, der kan nedbringe energiforbruget i staldene og avancerede computersystemer, der forbedrer klimaet og forholdene for hønsene, så de fx ikke får ødelagt deres trædepuder. Indsatserne giver samlet set mere miljø, bedre økonomi, bedre dyrevelfærd og gør også staldene til sundere arbejdspladser at opholde sig i for medarbejderne.
- De projekter, der bliver givet penge til viser, at dyrevelfærd og miljøtiltag sagtens kan gå hånd i hånd med god konkurrenceevne. Hvis vi kan passe bedre på hønsenes fødder, kan vi også eksportere dem til Kina, hvor den købedygtige middelklasse vokser med raketfart og gerne vil købe danske delikatesser, slutter Dan Jørgensen.
Ministeren forventer, at de 40 mio. vil skabe investeringer for flere hundrede mio., når de kommer ud at rulle i branchen.