Danish Crown udfordret på flere markeder
Trods svagere efterspørgsel i Europa og manglende adgang til det russiske marked kommer Danish Crown ud af første halvår med et resultat af primær drift før særlige poster på niveau med samme periode sidste år.
Koncernen har i første halvdel af regnskabsåret 2013/14 haft en omsætning på 28,2 mia. kr. På trods af en organisk vækst på 3,1 pct., er det et fald på 0,3 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år. Det skyldes lavere markedspriser på svinekød. Resultatet er påvirket negativt af hensættelser til lukning af afdelingen i Faaborg, der dog mere end opvejes af lavere renteudgifter og indtægter fra salg af ejerandele i associerede selskaber, så nettoresultatet for perioden lander på 813 mio. kr. mod 713 mio. kr. i første halvdel af regnskabsåret 2013/14.
- Halvårsresultatet er et udtryk for en stabil drift af et selskab, som formår at navigere i selv store udsving i markedet, siger Kjeld Johannesen.
I februar indgik Danish Crown en aftale om at erhverve HK Scans ejerandel på 50 pct. i Sokolow, som er Polens førende producent af forædlede kødprodukter. Danish Crown ejer i forvejen 50 pct. af selskabet, og transaktionen behandles i øjeblikket af EU’s konkurrencemyndigheder.
- Sokolow er en virksomhed i vækst, og med det fulde ejerskab kan vi styrke det målrettede arbejde med at udnytte synergieffekterne på tværs af koncernen yderligere. Det er helt i tråd med den overordnede strategi for Danish Crowns forædlingsselskaber, siger Flemming Enevoldsen, der er koncerndirektør for DC Foods, som omfatter forædlingsselskaberne i Danish Crown koncernen.
Blandt Danish Crowns ejere har svineproducenterne de seneste måneder oplevet en lavere notering end ventet. Det skyldes konstateringen af svinepest i vildsvin i Polen og Litauen, som i slutningen af februar fik Rusland til at lukke for import af svinekød fra EU.
- Det er en rigtig kedelig situation. Udsigterne for første halvår af 2014 så rigtig fornuftige ud for de danske svineproducenter, men den situation er nu desværre udfordret. Ikke desto mindre leverer Danish Crown - trods et meget vanskeligt marked - en absolut konkurrencedygtig afregning sammenlignet med det øvrige Europa, siger Danish Crowns bestyrelsesformand Erik Bredholt.