23948sdkhjf

Økologiomlægning bag tremmer

Kriminalforsorgen, Københavns Madhus og Aalborg Universitet vil med nyt projekt sørge for mere økologisk mad til de indsatte i landets arresthuse. Udgangspunktet er noget nær nul og målet er 60 procent.
Regeringen har sat som 2020-mål, at der skal produceres mere økologisk mad i offentlige institutioner. Det gælder også for Kriminalforsorgen. Med projekt ”Victus Bonus”, som på dansk betyder god mad, begynder Kriminalforsorgen for alvor på den økologiske omlægning i køkkenerne. Når projektet er gennemført, bliver 60 procent af alt egenproduceret mad nemlig økologisk. Projektet startede officielt den 8. maj 2014.

Peter Larsen, afdelingsleder i Kriminalforsorgens Ressourcestyringskontor, har siden slutningen af 2012 været i dialog med både Københavns Madhus og Aalborg Universitet om at få ordningen skudt i gang.

Udgangspunktet er noget nær nul procent økologisk mad, så der er et stykke vej til målet. Projektet, der oprindeligt startede af Kriminalforsorgen og Aalborg Universitet, skal senere bruges som eksempel for andre offentlige virksomheder. Københavns Madhus kom ind over projektet på grund af deres ekspertise i at rådgive køkkener i økologisk omlægning og på grund af deres arbejde for at promovere økologisk mad på landsplan.

Omstillingsprojekt dokumenteres
Aalborg Universitet vil som projektdeltager gerne skabe en diskussion om økologiens rolle i offentlige institutioner. Universitetet har til opgave at dokumentere processen og se på hele projektet med en videnskabelig vinkel. Victus Bonus vil munde ud i en videnskabelig rapport, som kan bruges til at træffe senere politiske beslutninger, fortæller forsker Michael Svane fra Aalborg Universitet.

- Aalborg universitet er ikke omlægningskonsulenter, men et universitet som kan sammenfatte, dokumentere og perspektivere det arbejde som konsulenterne laver. Ved at gå sammen i Victus Bonus projektet kan vi understøtte hinandens arbejde. Den viden, der kommer ud af projektet, skal bruges til at understøtte omstillingsarbejdet rundt om i landet. Det kan skabe refleksion og dermed nye handlemuligheder i hverdagen, siger Michael Svane.

Madhus klar til at tage udfordringen op
Annette Carlsen fra Københavns Madhus er tilknyttet samarbejdet med både Aalborg Universitet og Kriminalforsorgen. Hun har besøgt mange af Kriminalforsorgens institutioner i løbet af det sidste halve år for at få indsigt i den verden, de nu skal til at arbejde med.

- Vi blev kontaktet af Aalborg Universitet, fordi vi har ekspertisen, når det kommer til økologisk omlægning. Projektet bliver en udfordring for os, da vi skal arbejde med en helt ny målgruppe af fængselsbetjente og indsatte. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med projektet. Jeg har også lært meget nyt, som jeg ikke vidste før, for eksempel om Kriminalforsorgens økologiske egenproduktion, siger Anette Carlsen.

Kriminalforsorgen omlagde en stor del af sin produktion af fødevarer til økologi allerede for 14 år siden, og kan bryste sig af en omfattende landbrugsproduktion i hele landet. I forvejen står Kriminalforsorgen selv for at brødføde godt 2000 indsatte i arrester og fængsler. Om det så lykkes at lave den økologiske omlægning i løbet af 2015, må tiden vise.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11