Kohberg omsætter for en milliard
Den familieejede fødevarekoncern Koff A/S omsatte i 2013 for knap 1,3 milliarder kroner, hvoraf Kohberg står for lige godt én milliard.
Koff koncernen øgede i 2013 omsætningen med 75 mio. kr. eller 6 pct. til 1.296 mio. kr. Koncernresultatet blev på 40 mio. kr. mod 62 mio. kr. året før. Imidlertid var der en gevinst på 24,4 mio. kr. i 2012 for salget af selskabet FF-Beton, og når man fraregner dette, er resultatet på niveau med 2012.
- Resultatet er tilfredsstillende. Koff er en familieejet fødevarekoncern med et langsigtet vækstperspektiv. Vi opererer på konkurrenceprægede markeder, men har alligevel formået at levere fremgang på såvel omsætning som indtjening i alle driftsselskaber, siger Jesper Fogtmann, administrerende direktør i Koff.
Kohberg giver smør på brødet
Kohberg Bakery Group omsatte i 2013 for lige godt 1 mia. kr. og tegnede sig for en omsætningsfremgang på 48 mio. kr. ud af koncernens samlede omsætningsfremgang på 75 mio. kr.
- Vi har opnået et acceptabelt resultat og er tilfredse med, at Kohberg Bakery Group som igennem de seneste par år har leveret svage resultater nu er godt på vej fremad igen, siger Mads Middelboe, bestyrelsesformand i Kohberg Bakery Group.
Ifølge FødevareWatch steg omsætningen i brødvirksomheden sidste år med 48,1 millioner kroner til sammenlagt 1.008,2 millioner kroner og resultatet på bundlinjen steg med 22 millioner kroner fra 2012 til 2013, til nu 24 millioner kroner. Driftsresultatet for 2013 er noteret til 39 millioner kroner mod 10 millioner kroner året før.
Kohberg Bakery Group forsyner både detailhandlen og foodservice markedet. Ud over Kohberg Bakerry Group indgår også fødevarevirksomhederne Isis, Nakskov Mill Foods og Crispy Foods i Koff-koncernen.