23948sdkhjf

Planen er klar: 190 arbejdspladser reddet

Fødevareforbundet NNF, Dansk Industri er sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet nået frem til en femårig aftale, der redder Danish Crowns slagteri på Bornholm fra lukning. Se aftalen her.
Fødevareforbundet NNF og Dansk Industri præsenterer i dag en fælles redningsplan for Danish Crowns slagteri i Rønne på Bornholm. Aftalen er kommet i stand med bistand fra Erhvervs- og Vækstministeriet, oplyser Danish Crown.

- Jeg er utrolig glad for, at vi har kunnet blive enige om en aftale, der kan redde slagteriet i Rønne fra en lukning. Det har været helt afgørende for os, at vi har kunnet lave en aftale, der ikke indebærer, at vores medlemmer går ned i løn, men at de i stedet investerer i deres arbejdsplads. At aftalen nu sættes til afstemning blandt slagteriarbejderne, er samtidig væsentligt for mig, siger forbundsformand Ole Wehlast, Fødevareforbundet NNF.

Aftalen betyder, at der etableres et medarbejderinvesteringsselskab, som vil være med til at finansiere investeringer på slagteriet.

- Aftalen her er et flot udtryk for den danske model, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere i fællesskab har fundet en løsning for at bevare en arbejdsplads, som har så stor betydning for hele Bornholm. Samtidig har der været en klar vilje fra lokalsamfundet, herunder Bornholms kommune, til at bidrage til, at vi kunne nå et resultat, siger DI’s adm. direktør Karsten Dybvad.

Erhvervs- og Vækstministeriet bidrager til aftalen blandt andet ved gennem lovgivningen at skabe mulighed for oprettelse af medarbejderinvesteringsselskaber

- Det ville få vidtrækkende konsekvenser for Bornholm, hvis slagteriet lukkede. Derfor er jeg glad for, at det lykkedes at finde en god og fornuftig løsning på den meget alvorlige situation omkring slagteriet. Det har stor betydning - ikke bare for de mange slagteriarbejdere, men også for landmænd, følgeerhverv og for hundredevis af familier på øen, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.

Erhvervs- og Vækstministeriet har tilkendegivet, at der fra statslig side bliver afsat midler til medfinansiering af nye investeringer på Danish Crown, der kan modernisere og udvikle slagteriproduktionen på Bornholm.

Aftalen forudsætter, at de lokale parter på begge sider siger ja til redningsplanen i juni måned.

Se aftalen her (åbner som pdf)

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109