Lokale slagterimedarbejdere skal betale gildet selv
Topledelsen i Danish Crown ønsker ikke at bidrage med 3,5 procent af deres årsløn for at betale redningsplanen i Rønne. Det må være for de lokales regning, lyder det.
Lokal opbakning
Både slagteriets lokale chef og kontorfolk har på forhånd tilkendegivet at de bakker op om slagterimedarbejderne og følger samme model som dem, mens topledelsen ikke vil godkende egen lønnedgang for at redde slagteriet i Rønne.
- Det her handler ikke om en generel løsning for Danish Crown. Det er en særskilt løsning for Bornholm. Derfor omfatter aftalen kun de personer, som har deres daglige arbejde på slagteriet, siger Jens Hansen, der er pressechef i Danish Crown.
Når Danish Crown gør den undtagelse at holde hånden under Danish Crown i Rønne, så må medarbejderne også selv betale for redningsplanen, lyder det fra pressechefen.
Lønstigning i sparetid
Hele miseren drejer sig om at de tre topchefer i Danish Crown ikke ønsker at donere 3,5 procent af deres årsløn til redningsplanen - en årsløn der samlet set lander på 26 mio. kroner.
Samtidig falder det Jim Hansen fra NNF for brystet at de tre topchefer i 2012-2013 har fået en samlet lønstigning på to millioner kroner, sideløbende med at man har fundet det tvingende nødvendigt at spare 4,4 mio. kr. i Rønne.
Danish Crown håber på en generel aftale senere i år som omfatter samtlige 8.000 slagterimedarbejdere. Og i den forbindelse vil ledelsen gerne bidrage, lyder det fra Jens Hansen.