Fire generationer af bagere i 100 år
René Søskov markerer 100 års jubilæum med det bageri, som hans oldefar etablerede.
I selve bagerbutikken er der i alt ansat fire medarbejdere til at betjene kunderne (Foto: Peter Broen).
I 1919 åbnede han bageri i Søndergade 36 i Frederikshavn og kaldte virksomheden Bager Chr. Christensen. Det så pænere ud med Christensen med C frem for K, syntes han vist.
I 1950 - efter en modernisering - hed bageriet C. Christensen og Søn.
I dag kender frederikshavnerne bageriet som CC Bageren eller CC Konditori - også selvom det nu hedder Konditori Ingeborg.
Fakta er, at det i dag er fjerde generation af bagere, 47-årige René Søskov, der ejer bageri og butik. Og selvom det er med forsinkelse, er det nu, at han har tid til og mulighed for at fejre bageriets 100 års jubilæum.
Mor husker fortiden
Det er René Søskovs mor, 69-årige Birgitte Søskov, der kan huske det historiske forløb og som derfor fortæller. Hun kan huske grundlæggeren, Christen Kristensen. Sønnen Eigil Christensen, altså den nuværende ejers morfar overtog bagerforretningen i 1939.
- Jeg var frisør i Randers, hvor jeg mødte min mand, Erik. Vi var indstillet på at etablere os med egen bagerforretning i Århus, Odense eller København, men en dag ringede min far med beskeden: Kom hjem, jeg har brug for jeres hjælp, fortæller Birgitte Søskov.
Og sådan gik det til, at tredje generation overtog bagerforretningen i 1977.
Udvidelser
Virksomheden blev udvidet med bageriudsalg i Danmarksgade 61 og Danmarksgade 31 - og senere Mølleparkens bageri. Da René Søskov overtog i 1992 blev der udvidet med afdelinger i Møllecentret og Danmarksgade 14.
Udsalget i Danmarksgade 61 var det sidste, der lukkede for et års tid siden. I dag koncentrerer René Søskov sig helt og holdent om Søndergade 36, hvor oldefar etablerede sig i begyndelsen af forrige århundrede.
Birgitte Søskov mindes gode, begivenhedsrige og travle år.
René i bageriet altid
- René var med i bageriet fra spæd. Da han som 3-årig havde lidt for mange pilfingre, blev det for farligt at have ham med i bageriet, så han kom i børnehave.
Men at bageriet er og altid har været Renés altoverskyggende interesse, er der ingen tvivl om.
- Som teenager ville jeg hellere arbejde her hele weekenden frem for at gå i byen med vennerne, fortæller han.
Mor blander sig ikke
Efter at Birgitte og Erik Søskov i en årrække boede i Kilden, er Birgitte nu flyttet ind i lejligheden i Søndergade 36. Men det betyder ikke nødvendigvis, at mor og søn snakker med hinanden hver dag.
- Jeg har så mange interesser, som jeg skal passe. Desuden har jeg altid været opmærksom på ikke at rådgive næste generation - kun hvis han selv spørger. Så jeg holder mig helst væk fra bagerbutikken, udtaler Birgitte Søskov.
Og når René efter en næsten tolv timer lang arbejdsnat, holder fyraften ved 11-tiden om formiddagen, går turen straks hjem til udkanten af Skærum, hvor han bor sammen med sin kone, hunde, heste og æsler.
Fridag - nej tak
Fridage og sygedage er ukendte begreber for bagermesteren.
- Jeg har altid været vant til at arbejde alle ugens syv dage, så det er intet problem. Hvis jeg enkelt gang prøver at holde en fridag og sove om natten, går min mave helt i stykker. Det går slet ikke.
Ferie bliver det dog til. Så kommer en af svendene fra Sindal og afløser.
Efter 30 år som bager, er det stadig det eneste fag, René Søskov rigtig har lyst til.
Sidste generation
Når han en dag må opgive forretningen, er det også slut med bager-familie-dynastiet. René Søskov har ingen børn, og der er heller ikke tegn på, at hans søstres børn ser det som en mulighed at gå bagervejen.
Efter omstruktureringer af virksomheden, der nu bærer navnet Konditori Ingeborg, går René Søskov helt alene i bageriet.
- Det går rimelig godt med det, men jeg savner da at have kolleger at snakke med, siger René Søskov.
- Men det arbejder vi på, fortsætter han, og dermed mener han, at forretningen forhåbentlig udvikler sig så gunstigt, at det engang bliver muligt at ansætte en bager mere.
Fakta om Konditori Ingeborg:
Konditori Ingeborg har bagerier i Vrå, Sindal og Frederikshavn og sælger desuden frisk brød til supermarkedernes brødudsalg. Tommy Carlsen har stået som ejer af Ingeborg siden 2001, men i dag er det Rene Sørensen, der driver bagerforretningen i Frederikshavn.
Konditori Ingeborg har bagerier i Vrå, Sindal og Frederikshavn og sælger desuden frisk brød til supermarkedernes brødudsalg. Tommy Carlsen har stået som ejer af Ingeborg siden 2001, men i dag er det Rene Sørensen, der driver bagerforretningen i Frederikshavn.