Krydderibranchen presses af danske forbrugsvaner
Et lille land med hård konkurrence: Danske krydderivirksomheder må kæmpe hårdt for smør på brødet.
Det er opfattelsen hos krydderivirksomheden Kryta i Roskilde, hvor Brian Pedersen er salgs- og marketingchef.
Kryta går frem på bundlinjen, men ifølge Brian Pedersen skyldes det udelukkende opkøb. Optimismen blomstrer ikke på et marked, hvor man kigger forgæves efter betydelig vækst.
- Vi ser kun få kunder, som egentlig vækster, og vores forretning afhænger helt af kundernes. Vækster kunderne, vækster vi, siger han.
Kun én tjener for alvor penge
- Af Casper BæhrKrydderibranchen, som Food Supply har sat under lup, består af B2B-virksomhederne Carl J. Nielsen A/S, Indasia A/S, Kiranto Foods A/S, Kryta A/S og SFK Food A/S.
Tilsammen tjente de fem aktører 7,9 mio. kr. i seneste regnskabsperiode, og det er mere end en fordobling i forhold til året før, hvor det samlede resultat efter skat landede på 3,8 mio. kr. Forbedringen er fordelt over fremgang hos samtlige af segmentets aktører.
Bruttofortjenesten er også steget hos alle fem aktører i 2013, dog er det vanskeligt at stjæle markedsandele i en branche, hvor store dele af krydderiblandingerne er sammensat efter kundespecifikke recepter. I stedet sigter branchen mod at hente omsætning i udlandet, men også hér er krydderibranchen stærkt afhængig af konjunkturerne og geopolitiske strømme.
- Forbrugerne er meget konservative og kigger på prisen, når det kommer til spegepølse og leverpostej, og med en fast moms på fødevarer på 25 procent, er maden også dyrere i Danmark, end i for eksempel Tyskland og Sverige.
Læs også Food Supplys brancheanalyse af de danske charcuteri-producenter: Lave tyskerlønninger og forsigtige regnskabshop
Kryta forbedrede sit resultat efter skat med 900.000 kr. i seneste regnskabsperiode og gik dermed fra røde til sorte tal på bundlinjen. Også de fire andre aktører i branchen forbedrede sit resultat efter skat fra 2012 til 2013 (se boksen til højre i artiklen).
Markedet ser mæt ud
Det er også Brian Pedersens opfattelse, at stadig flere madvarer produceres i udlandet for at følge med danskernes prisforventninger og vælger leverandørerne i de lande, hvor der produceres. Selv om ingredienserne typisk er importeret fra samme land, så vil lønomkostningerne udgøre forskellen.
- Kan en polsk leverandør sælge en pose, som er 25 kroner billigere, så vælger man dén løsning, hvis man i forvejen producerer i Polen. Det er klart.
Selv om han er "den fødte optimist", når han selv skal sige det, så er han ikke så optimistisk, når det kommer til nye markeder.
- Jeg har været i branchen i 20 år, og når jeg ser udviklingen i de senere tre år, så er det blevet sværere. Hvis man skal tjene penge, skal man stjæle kunderne fra hinanden, eller også skal man blive mere effektiv i produktionen, siger Brian Pedersen.
SFK: Mindre madspild mærkes
Hos den største danske aktør SFK Food er Kjeld Danielsen administrerende direktør. Paradoksalt nok glæder han sig over, at danskerne går op i at spilde mindre, selv om det mindsker fødevaresalget en smule og dermed indtjeningen for en fødevarevirksomhed.
- Forbrugerne begyndte jo at skrabe leverpostejsbakken til den var helt tom, fordi man blev påpasselig med sit madspild, og det er en ting, som stadig er oppe i tiden i dag, og jeg synes, det er en god ting. Jeg rejser en del blandt fremmede kulturer, hvor man lever under andre forhold, og det kan få en til at tænke mere hensynsfuldt over for naturen, siger Kjeld Danielsen.
- Jeg tror, de indkøb, som forbrugerne gør, ikke længere lægger op til samme overforbrug. Man køber ikke længere så meget for at smide det væk, siger Kjeld Danielsen.
Mens vækstmulighederne i Danmark synes begrænsede, så er eksport en mulighed for branchen, men også verdensmarkedet er lunefuldt, påpeger Kjeld Danielsen. Geopolitiske udfordringer spiller især ind:
- Nu har vi en situation, hvor man ikke kan eksportere svinekød til Rusland, og vi ser, at det har afsmittende effekt på branchens udvikling.
SFK Foods blev i 2013 fusioneret med den århusianske levnedsmiddelproducent W. Oschätzchen. SFK Foods købte den århusianske konkurrent i 2006 og valgte sidste år at sammenlægge virksomhederne definitivt under navnet SFK Foods.
- Det har givet os den fordel, at vi nu kun har én virksomhed at lave regnskab på. Der skal ikke længere laves interne overførsler, siger Kjeld Danielsen, administrerende direktør hos SFK Foods.
- Det har givet os den fordel, at vi nu kun har én virksomhed at lave regnskab på. Der skal ikke længere laves interne overførsler, siger Kjeld Danielsen, administrerende direktør hos SFK Foods.
Artiklen er en del af temaet Brancheanalyse.