23948sdkhjf

Madmarked udvider med to butikker inden nytår

Økologisk madkæde forventer langsom vækst i år og eksplosiv vækst om få år.
Lad forbrugerne spare grossistleddet ved at købe lokale, økologiske råvarer og lokalt produceret færdigmad i små lokale butikker.

Det er visionen bag MadMarked, som 1. maj 2013 åbnede sin første butik i Præstø. Siden er tre nye butikker kommet til, og konceptets initiativtager Birgitte Escherich forventer stærkt, at yderligere to butikker vil åbne i løbet af efteråret 2014, så kæden vil tælle seks butikker.

Hun kan ikke pege på, hvor de næste butiksåbninger vil finde sted. Hun er i kontakt med en lang stribe af mulige partnere, som befinder sig i alle hjørner af landet.

- Så det kunne blive i Nibe, Aabenraa, Stege, Vordingborg, Karrebæksminde, Sorø, Ringsted, Køge, Roskilde, Horsens eller Silkeborg, opremser hun.

Franchise-agtigt fællesskab
MadMarked kan bedst sammenlignes med en franchisekoncept, hvor lokale partnere skal rejse de lokale butikker i samarbejde med en moderorganisation. Birgitte Escherich vil alligevel ikke kalde konceptet for franchising.

- Vi pumper alle de resurser ind i den enkelte butik, som vi har, og vi er i gang med at skabe et sammenhængende fællesskab, hvor ingen lades i stikken, hvis noget er ved at gå galt, siger hun.

Idéen er, at man kan gøre priserne på lokale, økologiske varer konkurrencedygtige ved at skære mulige omkostninger fra. Ingen ompakning, intet brug af storlager, intet grossistled, minimalt emballageforbrug, minimale administrationsomkostninger og minimalt madspild i kæden fra jord til bord er en del af recepten.

- Har man nogle rødbeder i butikken, som er ved at blive for gamle, så vælger man at sylte dem og sælge dem på glas, nævner Birgitte Escherich.

Vækst med ketchup-effekt
Visionen er, at der i 2018 findes cirka 50 Madmarked-butikker, spredt ud over landet. I de første par år vil væksten ske langsomt. Senere, når organisationen har rustet sig og når flere erfaringer er gjort, skulle antallet gerne eksplodere som ketchup ud af en glasflaske.

Og helst en god, hjemmelavet ketchup af lokale økotomater, som den lokale butik selv hælder på flaske og giver etiket. En hjemmelavet ketchup er bare ét ud af utallige forslag til, hvad den enkelte butik selv kan vælge at beskæftige sig med. Mulighederne er mange, påpeger Birgitte Escherich.

Desværre har man ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at sælge lokal økologisk mælk i butikkerne. Det er noget, MadMarked i nær fremtid håber at kunne finde en løsning på, og Birgitte Escherich forestiller sig, at man selv pasteuriserer råmælken lokalt i butikkerne.

De fire eksisterende butikker i kæden findes i Præstø, Hundested, Store Heddinge og ved Skovsgaard Slot på det sydlige Langeland.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065