Summerbird går all in på økologi
Nu er alle råvarer i Summerbirds produkter 100 procent økologiske.
Nu, i 2014, er Summerbirds produkter blevet 100 procent økologiske. Virksomhedens grundtanker har i mange år været dybt forankret i økologi, men ikke alle råvarer har været økologiske, da de ikke har været tilgængelige. Det er de nu, og det har gjort det muligt for Summerbird at lancere et 100 procent økologisk produktsortiment.
- For fem år siden påbegyndte vi arbejdet med at gøre Summerbirds produkter 100 procent økologiske. Det startede, da jeg for første gang smagte en økologisk hasselnød hos en økologisk bonde i Piemonte. En økologisk hasselnød, der var bedre end de bedste, som vi førhen købte fra det legendariske område. Bonden fortalte, at de havde et dogme om kun at dyrke deres hasselnødder 600 meter over havet. Det gav mere sol, mindre vand og dermed mere smag. Kort tid efter begyndte dygtige mandelproducenter at konvertere til økologi, og der tegnede sig et billede. De dygtige landmænd tog skridtet videre og de gode økologiske råvarer blev tilgængelige. Det blev for alvor muligt at tale om ”Only nature’s ingredients”, fortæller Summerbird-direktør Mikael Grønlykke i forbindelse med den nye produktlancering.
Lanceringen blev skudt i gang i søndags, hvor Summerbird afholdt høstfest for sine forhandlere på Østrupgaard, hvor også fødevareminister Dan Jørgensen var med til at give sit syn på økologi.
Lanceringen fortsætter nu de kommende måneder, hvor nye produkter lander hos Summerbirds mange forhandlere samt i virksomhedens egne chocolaterier i København, Lyngby, Århus, Aalborg og Odense.