23948sdkhjf

Toms Gruppen med en ny og simpel metode

Med få og simple ændringer har Toms Gruppen næsten halveret den tid, det tager at fermentere kakaobønnerne. Metoden forbedrer kvaliteten. Samtidig bliver det meget lettere at håndtere bønnerne.
Langt det meste af den kakao som Toms Gruppen bruger til at lave chokolade i Ballerup hentes i Ghana. Her har farmerne traditionelt fermenteret den høstede kakao i bunker på op til 500 kg i skovbunden. Bunkerne bygges op af kakaobønner, som så ligger i syv dage under bananblade fra regnskoven.

- Processen er meget vigtig for smagen af vores produkter. Den metode, farmerne har brugt indtil nu, har både været langsom og besværlig for farmerne. Det er tungt at vende bunker á 500 kg bønner og en uges fermentering er lang tid, siger CSR chef Lene Hjort Lorenzen, Tom Gruppen.

Hun fortæller, at Toms i samarbejde med Danida og Cocoa Research Institute of Ghana har udviklet en alternativ metode at fermentere kakaoen på. Her bruger farmerne bakker i stedet for bunker. Bakkerne fyldes og sættes ovenpå hinanden. Kun den øverste bakke dækkes med bananblade. Og på den måde varer det kun fire dage at fermentere bønnerne. Samtidig er den tid, det tager at tørre bønnerne halveret. Det giver alt i alt en hurtigere omsætning for farmerne.

Landvindinger ved simple ændringer
Så innovation behøver ikke altid at være højteknologi. Nogle gange kan der ske landvindinger ved forholdsvis simple ændringer, peger Lene Hjort Lorenzen på

- Det er en ret enkel løsning, men resultatet er mærkbart, hvilket faktisk også gælder for miljøet. Forbruget af bananblade er seks gange mindre ved bakkefermentering end ved den traditionelle bunkefermentering. Og det betyder, at skovmiljøet bliver skånet til gavn for faunaen, siger hun.

Den bakkefermenterede kakao har en forfinet smagsprofil, der er meget karakteristisk. Det gør det muligt for Toms at spore de kakaobønner, der bruges i produktionen i Ballerup.

- Vi køber kakaoen fra knap 5.000 farmere i Ghana. Indtil videre bruger 1.000 af disse farmere bakker til at fermentere bønnerne, siger Lene Hjort Lorenzen.

Afgørende rolle i ulande
Dansk Industri har i mange år arbejdet for at bidrage til vækst og udvikling i Afrika gennem en aktiv erhvervsindsats.

- Det er et eksempel på, at erhvervslivet spiller en afgørende rolle, hvis dansk udviklingsbistand skal hjælpe ulande til vækst, siger chefkonsulent Henrik Schramm Rasmussen, DI.

Toms Gruppen demonstrerer i oktober og november processen i Industriens Hus, hvor der er gratis adgang til udstillingen ”Afrika Under Forandring”. Danske forbrugere har også glæde af den nye metode, for kakaoen bruges i den eksklusive serie Toms Ekstra, der sælges i dansk detailhandel.

Kilde: Dansk Industri

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095