To vindere af FoodTech Award 2014
De to vindere af FoodTech Award 2014 blev Bürkert-Contromatic A/S og SSI Diagnostica, Statens Serum Institut.
2
Billeder
H.K.H. Prins Joachim overrakte diplom og præmiecheck på kr. 25.000 til hhv. bioanalytiker Mette Bendixen, SSI Diagnostica, Statens Serum Institut og administrerende direktør Aage Dam, Bürkert-Contromatic A/S. Fotograf: Tony Brøchner / MCH
Vinderne blev afsløret af H.K.H. Prins Joachim, der derefter overrakte hver vinder et diplom og en præmiecheck på kr. 25.000.
Der var på forhånd lagt op til, at der kun skulle udpeges én vinder. Men ved præsentationen af vinderne sagde professor, dr. techn. Jens Adler-Nissen, DTU, som er en del af awardudvalget, at det havde været en udfordring at udpege én vinder.
- Vi har spottet de vindere, som kan forene ny teknologi med en god forretning. Det er jo det, det drejer sig om. Men det har været som at sammenligne æbler og bananer. Derfor har vi i dommerkomitéen benyttet os af vores ret til at udpege to vindere, sagde Jens Adler-Nissen.
Udover professor, dr. techn. Jens Adler-Nissen består awardudvalget af følgende uvildige rådgivere og specialister: Jens Ulrich Nielsen, udviklingschef, Teknologisk Institut, DMRI, Ole Linnet Juul, direktør, DI Fødevarer, Jørgen Hald, direktør, Mejeriforeningen og Klaus Hansen, redaktør, TechMedia.
Blandt messens i alt 284 udstillere var der på forhånd indsendt 43 produktnyheder til bedømmelse, hvoraf ni blev nomineret til FoodTech Award 2014.
Læs også: Ni nominerede til FoodTech Award 2014