Cloetta tror på halal-produceret vingummi
Konfekturegiganten Cloetta Danmark satser nu også på halal-slik, og de første poser af halal-produceret vingummi er landet på hylderne i landets 7-eleven-butikker.
De første poser med Good Good Stuff-vingummier er netop landet på hylderne i 7-eleven. Forinden er de blevet signeret og halalstemplet af Dr. Fuat Sanac, præsident for Den Islamiske Autoritet, mens en rabbiner har kosher-stemplet slikket til jøder.
- Vi forventer, at de store supermarkedskæder tør tage det i sortimentet i begyndelsen af det nye år, for eksempelvis kan ethvert fødselsdagsbørn problemfrit dele det ud i en skoleklasse med muslimske og jødiske børn, siger Heidi Teschemacher, marketingchef i Cloetta til EkstraBladet.
Hos 7-eleven er man begejstret over vingummierne, der supplerer det øvrige halal-sortiment, som tæller sandwich og kyllingespyd, der dog ikke er halal-stemplet endnu.
Good Good Stuff er oprindeligt udviklet af amerikaneren Melisa Burton, som sidste år solgte sin slikforretning til Cloetta for en formue. Ideen bag var, at der skulle være slik til alle uanset om det skulle være halal, kosher, glutenfri eller vegatarisk.