23948sdkhjf

Tican siger farvel til 70 kolleger

Som et led i lukningen af Ticans afdeling i Fjerritslev tjekker 70 slagteriarbejdere i dag ud, for ikke at vende tilbage til arbejdet igen mandag.
En trist dag for Tican i Fjerritslev, når 70 slagterimedarbejdere efter endt arbejdsdag stempler ud, for ikke at vende tilbage igen mandag. Afskedigelsen af de 70 medarbejdere er et led i processen om at lukke afdelingen i Tican helt. En beslutning, der blev taget tidligere på året, skriver NNF Fødevareforbundet.

- Det er trist, når en stor dansk arbejdsplads lukker ned. Der er ingen tvivl om, at antallet af slagterijob kun er faldende. Jeg talte med en slagteriarbejder, som fortalte, at det var femte gang, hun var med til at lukke et slagteri. Hun troede ikke længere på job i branchen, men vil søge mod andre brancher, siger John Christiansen, afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Nordjylland, der torsdag var på besøg hos Tican i Fjerritslev.

John Christiansen håber, at uddannelse og omskoling vil hjælpe de mange slagteriarbejdere videre, selvom fremtidsudsigterne er er usikre med kun få ledige jobs i Nordjylland.

Heldigvis har lidt over 40 medarbejdere allerede fået nyt job - 16 af dem hos Tican i Thisted. Tican har i forbindelse med beslutningen om lukningen af afdelingen i Fjerritslev oprettet en jobbank til hjælp for de arbejdssøgende.

- Nu fortsætter jobbanken de næste ni måneder, ligesom der er indført ansættelsesstop i Tican-koncernen, så ledige fra Tican Fjerritslev får tilbudt job, hvis der bliver stillinger ledige, siger tillidsmand Johnny Olsen.

Afdelingen i Fjerritslev lukker først helt ned til nytår, og indtil da er der 38 ansatte tilbage i Fjerritslev.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11