23948sdkhjf

Løgismose og Meyers slår sig sammen

Nu skulle den være god nok: Meyers og Løgismose slår deres virksomheder sammen i et nyt selskab med IK Investment Partners.
- Når vi går sammen nu, er det fordi vi har en fælles drøm om at løfte og udvikle kvaliteten af råvarerne, maden og måltidet, så det kommer flere mennesker til gavn, siger Jacob Grønlykke, medejer og arbejdende bestyrelsesformand i Løgismose A/S.

Hovedaktionæren bliver IK Investment Partners gennem IK Fund VII med støtte fra Dansk Vækstkapital, som også indgår direkte i ejerkredsen. Det nye selskab har en årlig omsætning på ca. 1 mia. kr. og 830 medarbejdere. Den nuværende adm. direktør i Meyers A/S, Steen Halbye, bliver adm. direktør i den nye virksomhed.

Mere velsmag og mangfoldighed
Sammenlægningen er kulminationen på et livslangt venskab mellem de to familier, der på hver sin måde har arbejdet for en mere righoldig madkultur i Danmark. At det sker nu, er en erkendelse af, at parterne sammen kan udnytte hinandens styrker og få en mere robust virksomhed, så de i fællesskab kan løfte større udviklingsopgaver, hjælpe nye talenter på vej og træffe mere langsigtede beslutninger.

- At spise godt og sundt og tage ansvar for at overlevere en bæredygtig madkultur til den næste generation, må ikke være en idé, der er forbeholdt en snæver økonomisk eller kulturel elite. Vi vil skrue op for vores samarbejde med forbrugere, landmænd og andre med ambitioner på madens vegne for at øge fokus på velsmag, ansvar og mangfoldighed. Det er en opgave, vi løser bedre sammen, siger Claus Meyer, ejer af Meyers A/S.

Smag for mere
Hver for sig har Meyers og Løgismose spillet en afgørende rolle i udviklingen af dansk madkultur igennem en menneskealder. Løgismose er kendt for Falsled Kro, Kong Hans, vine og fødevarer på de danske butikshylder. Claus Meyer har sat sit aftryk med bl.a. Meyers Køkken, Deli, Bageri, Madhus, Meyer Kantiner, bøger, TV-projekter, den nordiske køkkenbevægelse og Noma, som han stiftede sammen med Rene Redzepi.

- Vi deler visionen om at løfte kvaliteten af vores fødevarer og er glade for at være med til at forene to af de stærkeste fødevarebrands i Danmark. Løgismose og Meyers har oplevet betragtelig organisk vækst og har sammen nogle unikke udviklingsmuligheder. Vi vil hjælpe til at facilitere denne udvikling gennem fokus på organisation, strategisk retning og flere ressourcer til vækst, siger Thomas Klitbo, direktør i IK Investment Partners.

Claus Meyer, Jacob Grønlykke og Mikael Grønlykke samt Steen Aalund Olsen og adm. direktør Merete Holst fra Meyer Kantiner fortsætter i ejerkredsen og i selskabets ledelse. Endvidere tæller partnerkredsen Per Grupe, Torsten Vildgaard og den øvrige ledelse.

Fusionen træder først endeligt i kraft efter konkurrencemyndighederne har givet sin godkendelse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12