Varefakta kan levere fødevaredeklarationer til hele Europa
Efter at Varefakta netop har underskrevet stor aftale med en anerkendt London-baseret deklareringsvirksomhed, skal leverandører og producenter kun gå ét sted hen for at deklarere til flere lande.
Aftalen betyder, at Varefakta er i stand til at levere deklarationer til store markeder som Frankrig, England og Tyskland men også til mindre sprogområder som for eksempel Estland, Letland og Litauen. Og i hvert enkelt tilfælde vil deklarationen leve op til både den nye EU-forordning og til eventuelle lokale særregler i korrekt oversættelse.
- Vi er meget tilfredse med, at kunne tilbyde både nuværende og nye kunder denne service. Vi kan jo se, at der en tendens til flere og flere sprog på emballagen, fordi producenter og leverandører gerne vil levere til flere markeder for at øge volumen og dermed holde prisen nede, fortæller Helga Møller.
Hun tilføjer, at Varefakta allerede har formidlet de første deklarationer til den nye engelske samarbejdspartner. Aftalen indebærer at britterne sender deklarationer rettet mod norske, svenske og danske marked til udarbejdelse hos Varefakta.
- Vi har arbejdet længe og grundigt med at finde en international samarbejdspartner, og efter at have screenet flere emner, mener vi nu at have fundet den helt rigtige i London. Vi deler de samme værdier om hurtig og venlig service og om korrekthed helt ned i detaljen, siger Helga Møller, der af konkurrencemæssige årsager ikke ønsker at oplyse navnet på den ny London-baserede samarbejdspartner.
- For kunderne ser vi det som en stor fordel, at man fortsat kan henvende sig direkte til os og blive serviceret på dansk samtidig med, at man kan få korrekt deklarering på alle europæiske sprog.