Masterplan for Agro Food Park på vej
En ny masterplan skal udstikke fremtidens fysiske rammer for innovationsparken Agro Food Park i Skejby.
Agro Food Park i Skejby har på blot fem år udviklet sig til Danmarks absolutte centrum for fødevare- og landbrugsinnovation. Lige nu er Arla i gang med opførelsen af sit nye globale innovationscenter, og Aarhus Universitet planlægger at flytte sin fødevareforskning til Agro Food Park.
Den hastige vækst har styrket behovet for en samlet masterplan for den videre udvikling af området, der lige nu rummer 55 virksomheder med cirka 1.000 medarbejdere. Masterplanen skal udarbejdes i løbet af 2015, og Realdania har netop givet tilsagn om at støtte med 2,5 millioner kroner.
- Det går rigtigt stærkt i Agro Food Park, og derfor har vi brug for en samlet plan, der fremtidssikrer området. Det handler blandt andet om at finde de optimale måder at udnytte infrastrukturen, for eksempel den kommende letbane, til at knytte Agro Food Park til de øvrige innovationsmiljøer i Aarhus, siger Jan Mousing, formand for Agro Food Park.
- Målet er at sikre optimale rammer for Agro Food Parks videre udvikling til et europæisk kraftcenter for fødevare- og landbrugsinnovation. Jeg er derfor utroligt glad for, at Realdania går ind og støtter op om arbejdet.
Programchef i Realdania Stine Lea Jacobi siger om Realdanias engagement i masterplanen for Agro Food Park:
- Med en gennemtænkt masterplan kan vi øge værdien af de meget store investeringer, der lægges i Agro Food Park. Det betyder ud over en god infrastruktur, at vi også får tænkt det omkringliggende landskab ind. På den måde understøtter vi både rammerne for vækst og sikrer de landskabelige og rekreative værdier.
Blandt de aktiviteter, der skal beskrives i masterplanen, er et besøgscenter, hvor forbrugerne kan komme tættere på deres fødevarer.
- Vi har en ambition om at udvikle et eksperimentarium, hvor forbrugerne kan blive klogere på fødevarerne, deres oprindelse, egenskaber og tilberedning. Med den voksende interesse for mad og gode råvarer, så er det en oplagt idé, og sådan en institution skal naturligvis ligge i Agro Food Park, siger Jan Mousing.
Fakta om Agro Food Park
Agro Food Park er en virksomhedspark for landbrugs- og fødevarevirksomheder i Danmark, der stræber efter at skabe de bedste rammer for videndeling og formidling af innovative løsninger. For at opnå dette, arbejder Agro Food Park i tæt samarbejde med universiteter, virksomheder og myndigheder, der alle har en fælles interesse i videndeling på tværs i fødevare- og landbrugssektoren.
Agro Food Park blev indviet d. 09.09.09, og opstod som følge af erkendelsen af, at såfremt de danske landbrugs- og fødevarevirksomheder skal være i stand til at konkurrere på et internationalt plan, skal der skabes optimale rammer for videndeling og innovation. Denne opgave søger virksomhederne i Agro Food Park at løfte i flok.
Visionen er at blive en af verdens fem stærkeste videnklynger inden for landbrugs- og fødevareerhvervet. Konkret er målet, at der i 2020 arbejder 3000 mennesker i videntunge erhverv i Agro Food Park og at Østjylland på europæisk plan er kendt som et kraftcenter for landbrugs- og fødevareinnovation.
Om Realdania
Realdania er en filantropisk forening med over 150.000 medlemmer. Alle, der ejer fast ejendom i Danmark, kan blive medlem af Realdania.
Realdania arbejder for at løse nogle af samfundets komplekse problemstillinger gennem strategiske initiativer inden for det byggede miljø – dvs. byen, byggeriet og bygningsarven. Læs mere om Realdanias fem filantropiske programmer på Realdania.dk