Fødevarefolk kommer på speed-dating med Eksportrådet
14 rådgivere kan få hamrende travlt i Bella Center
Eksportrådet har således 14 eksportrådgivere med på Copenhagen Food Fair, hvor de tilbyder gratis faglig rådgivning om eksport af fødevarer til lige så mange lande/områder.
- Det bliver en slags speed-dating, hvor virksomhederne kan vælge et eller nogle få lande ud - eller tage 10 lande og bruge 15 minutter på hver. Så kan man altid gå i nærmere dialog bagefter, hvis der er basis for det, siger Sebastian Lykke Møller fra Udenrigsministeriet til Food Supply.
Guld og grønne skove
- Mange ser guld og grønne skove forude, når de tænker eksport, og vi kan hjælpe med at vurdere, om det overhovedet er realistisk på de forskellige markeder. Vi kan måske også komme i kontakt med virksomheder, som slet ikke har tænkt tanken, at de kan eksportere, men hvor der er oplagte muligheder, tilføjer han.
Eksportrådet hjælper hvert år omkring 6.000 danske virksomheder, især små og mellemstore.
På Copenhagen Food Fair kan man komme på speed-dating med specialister fra disse eksportmarkeder: USA, Oceanien, Brasilien, Holland, Japan, Kina, Litauen, Polen, Rusland, Spanien, Sydkorea, Tyskland, Sverige og UAE.