23948sdkhjf

Prisen på økologisk kød sætter ny rekord

Udbuddet er nu langt under efterspørgslen
Det er sjældent, at sælgere advarer mod stigende priser på det produkt, de sælger. Men helt usædvanligt peger direktøren i Friland, der er den største europæiske leverandør af økologisk kød, nu på, at de markant stigende priser er udtryk for nogle store ubalancer.

I næste uge passerer tillægget til virksomhedens økologiske leverandører 16 kroner udover noteringen pr. kilo leveret kød. Det er ny rekord, men også et signal om, at udbuddet nu er langt under efterspørgslen.

- Frilands formål er at sikre vores leverandører i form af danske landmænd så høj en pris som muligt for deres produkt. På kort sigt er det derfor positivt, at prisen på økologisk svinekød er blevet så høj, men på langt sigt er det ikke en sund udvikling, siger direktør i Friland Henrik Biilmann.

- Det vidner om, at udbuddet er kommet så langt under efterspørgslen, at vi hver uge må sige nej til kunder, der vil købe økologisk kød. Hvis ikke udbuddet stiger, kan det få kunder til at vælge økologien fra, tilføjer han.

Direktøren peger på en række nye analyser fra danske detailkæder, Landbrug & Fødevarer samt Danmarks Statistik, der samstemmende viser, at efterspørgslen på økologisk kød bliver fordoblet i de kommende år. Derfor har Friland hårdt brug for nye leverandører af økologiske grise.

- Man kan godt kalde det et råb om hjælp. Både til landmænd, der har mod på at omlægge til økologisk produktion, og i høj grad også til bankerne, som ofte siger nej til at låne penge ud til omlægning til økologisk produktion. Der er nok fortsat en opfattelse af, at økologien er et lille og dermed risikofyldt segment. Men der er et stort vækstpotentiale i lige præcis dette segment og dermed også en sund økonomi fremover, siger Henrik Biilmann.

Sammen med ledelsen og bestyrelsen i Friland har han nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan interesserede landmænd kan hjælpes til at omlægge til økologisk produktion.

Henrik Biilmann forventer, at Friland skal bruge minimum 1.000 ekstra økologiske grise om ugen for at følge med efterspørgslen.


Fakta om notering
Afregningen til leverandører af økologiske grise til Friland består af den ugentlige notering, som alle danske leverandører til Danish Crown får pr. kilo kød leveret til Danish Crown.
Derudover får økologiske leverandører yderligere en række tillæg for godkendte grise.
Det er disse tillæg, der nu sætter rekord med samlet 16 kroner pr. kilo kød.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109